
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har bedt økonomiprofessor Claus Thustrup Kreiner stå i spidsen for en ekspertgruppe, som skal komme med forslag til, hvad der kan erstatte de kommunale jobcentre. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Her er eksperterne, som skal afgøre jobcentrenes skæbne
Beskæftigelsesministeren løfter nu sløret for den ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan et nyt beskæftigelsessystem skal se ud.
Udgivet: 30/05/2023
Regeringen ønsker at tænke beskæftigelsesindsatsens forfra. Borgeren skal i centrum, og der skal gives frihed til både sagsbehandlere og ledige samtidig med, at udgifterne skal reduceres med 3 mia. kroner i 2030.
Den har været længe undervejs, men nu har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nedsat den ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats.
Ekspertgruppen med økonomi-professor Claus Thustrup Kreiner i spidsen skal over det næste år undersøge og komme med forslag til modeller for en reform af beskæftigelsesindsatsen med fokus på større frihed, forenkling og værdighed.
Eksperterne vil have en tæt dialog med kommuner, borgmestre, a-kasser, private aktører, borgere og andre interessenter, skriver Beskæftigelsesministeriet.
Der er derudover nedsat en følgegruppe af centrale interessenter og aktører, som løbende vil komme med indspark til ekspertgruppen, som vil prioritere en åben arbejdsgang med mulighed for offentlig debat og input udefra, skriver ministeriet.
"Der er behov for at lave en gennemgribende reform af hele beskæftigelsesindsatsen, hvor vi ser alt for mange eksempler på, at folk kommer i klemme. Vi ønsker et mere værdigt system og så skal vi have fokus på kerneopgaven - at få mennesker i arbejde. Jeg vil gerne takke Claus Thustrup Kreiner for at påtage sig den store opgave, og jeg glæder mig til at læse resultaterne af arbejdet om et års tid," siger Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.
Formand for ekspertgruppen, Claus Thustrup Kreiner, glæder sig til arbejdet.
"Jeg er stolt over at blive betroet denne store opgave, som betyder så meget for så mange mennesker - både på den ene og den anden side af bordet. Jeg er også klar over, at det ikke bliver nogen let opgave. Et år kan lyde af meget, men der er mange grene og knopskydninger, som vi i ekspertgruppen skal dykke ned i. Jeg er spændt på arbejdet, og jeg er sikker på, at gruppen i fællesskab nok skal komme frem til nogle anbefalinger, som politikerne kan arbejde videre med.
Ekspertgruppens medlemmer
- Claus Thustrup Kreiner, professor i økonomi og leder af grundforskningscenteret CEBI ved Københavns Universitet
- Iben Bolvig, ph.d. i økonomi og seniorforsker ved VIVE
- Jakob Egholt Søgaard, ph.d. i økonomi og adjunkt ved Københavns Universitet
- Michael Rosholm, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
- Peter Karm, kommunaldirektør i Haderslev Kommune
- Vibeke Jensen, forvaltningschef, beskæftigelsesområdet i Aarhus Kommune
Følgegruppens medlemmer
- Borgerrådgivere fra Ballerup Kommune og Randers Kommune
- Dansk Arbejdsgiverforening
- Dansk Socialrådgiverforening
- Danske A-kasser
- Fagbevægelsens Hovedorganisation
- HK Kommunal
- Kommunernes Landsforening
- Marselisborg, privat leverandør
- Rådet for Socialt Udsatte
Sidst opdateret: 24/08/2023 - 11:25










































