
Tilfredsheden med landets jobcentre fejler ikke noget, når man spørger virksomhederne. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Ny undersøgelse: 8 ud af 10 virksomheder er glade for jobcentrets hjælp
Nye tal fra KL viser at de danske virksomheder er meget tilfredse med kontakten til jobcentrene og anbefaler dem som hjælp til rekruttering.
Udgivet: 30/05/2023
Mens de kommunale jobcentre ofte møder kritik for at være for dyre og dårlige til at få ledige i job, er budskabet anderledes positivt fra de virksomheder, som jobcentrene samarbejder med.
I en ny rundspørge blandt virksomheder, som KL har foretaget, svarer 84 procent, at de er tilfredse eller meget tilfredse med jobcentrene, og størstedelen vil anbefale et samarbejde med jobcentret til andre virksomheder.
Undersøgelsen viser også, 3 ud af 4 virksomheder tilfredse eller meget tilfredse med jobcenterets forståelse for virksomhedens behov.
Mere end halvdelen af virksomhederne (55 procent) ansatte en medarbejder som følge af samarbejdet med jobcenteret omkring rekruttering.

Om undersøgelsen:
KL har på vegne af 28 kommuner gennemført en undersøgelse af virksomhedernes tilfredshed med jobcentrenes service, hvor der er mere end 4.300 besvarelser fra virksomheder.
Læs hele analysen her.
Sidst opdateret: 30/05/2023 - 13:00










































