
(Arkiv) Arbejdsmarkedschef i Mariagerfjord Kommune, Simon Elkjær Mæng forventer, at størstedelen af kontanthjælpsmodtagerne vil melde sig ledige digitalt eller på telefon.
Kontanthjælpsmodtagere kan frem til marts melde sig ledige digitalt eller på telefon
Hidtil har kun forsikrede ledige kunnet tilmelde sig som ledige på nettet. Muligheden for at føre samtaler med alle ledige telefonisk eller digitalt forlænges.
Udgivet: 11/12/2020
Som et led i at begrænse den fysiske kontakt på jobcentrene bliver det nu muligt for kontanthjælpsmodtagere at melde sig som jobsøgende digitalt eller telefonisk. Også den første visitationssamtale kan føres på afstand i stedet for med fysisk fremmøde på jobcentret.
I modsætning til forsikrede ledige skal kontanthjælpsmodtagerne i følge den almindelige lovgivning henvende sig fysisk på jobcentret for at melde sig ledig - eller jobsøgende - og skal også møde fysisk op til den første visitationssamtale. Det bliver ændret i de kommende måneder.
Samtidig forlænges muligheden for at føre samtaler digitalt og telefonisk med alle ledige for både jobcentre og a-kasser. Begge love gælder frem til 28. februar.
Blandt de 31 kommuner, der skal lukkes delvist ned fra fredag klokken 16, er Mariagerfjord Kommune. Arbejdsmarkedschef Simon Elkjær Mæng mener, det er en fornuftig beslutning at give kontanthjælpsmodtagere mulighed for at melde sig ledige digitalt eller telefonisk.
"Det betyder, at at vi har rammerne til lovmedholdeligt at starte nye sager op helt digitalt og uden personligt fremmøde. Det er rigtig fornuftigt i den situation, vi står i, med en lovgivning, der understøtter begrænsning af smitte og samtidig fastholder beskæftigelsesindsatsen."
Simon Elkjær Mæng forventer, at størstedelen af kontanthjælpsmodtagerne vil tilmelde sig som ledige digitalt eller på telefon.
"Og vi kan så holde møder med dem, der har brug for det modsatte," siger han.
STAR understreger i et brev til jobcentre og a-kasser, at en ændringsbekendtgørelse om kontanthjælpsmodtagere forventes at træde i kraft den 12. december, men skriver ikke hvad der skulle kunne forhindre det. Bekendtgørelsen om forlængelse af digitale og telefoniske samtaler træder i kraft den 1. januar 2021.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34




































