
Borgmester i Holstebro, H.C. Østerby, glæder sig over, at der kommer en varslingspulje til minkfarme. Men han ærgrer sig over, at jobcentret først kan bruge den 1. januar. - Foto: Ole Mortensen
Minkfarme får varslingspulje i finanslov for 2021
Holstebros borgmester ærgrer sig over, at varslingspulje først kommer til januar. Jobcentret har brug for at komme i gang med at kontakte ansatte på minkfarme nu. 'Jo før jo bedre,' siger H.C. Østerby til NB-Beskæftigelse.
Udgivet: 06/12/2020
Fra 1. januar får jobcentrene mulighed for at lave en jobindsats for fyrede medarbejdere på minkfarme, der endnu ikke har haft sidste arbejdsdag. Det fremgår af Beskæftigelsesministeriets udspecificering af en pulje på 30 millioner, som indgår i finansloven for 2021.
Spørgsmålet er, om pengene kommer for sent.
"Det glæder mig rigtig meget, at der er afsat penge til det," siger borgmester i Holstebro H.C. Østerby (A). Han skrev i midten af november til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) for at få ham til at dispensere for reglerne for brug af varslingspuljen, som alene kan bruges, når større virksomheder afskediger mange ansatte.
Holstebro har som en af ganske få kommuner over 100 lønmodtagere i minkbranchen. Derfor opfordrede H.C. Østerby ministeren til at give adgang til varslingsmidler for minkfarme, så jobcentret kunne komme i gang med en indsats, før de ansatte blev ledige, for det har jobcentrene ikke lovhjemmel til i den almindelige jobindsats.
"Hos os er 54 procent af de ansatte udlændinge. De fleste er nok fra Ukraine, og vi skal finde ud af, hvor mange af dem, der allerede er rejst hjem, og hvor mange der er her med familie og børn, og som vi skal i gang med at opkvalificere med sprog og så videre," siger borgmesteren.
Han ærgrer sig over, at regeringen ikke har kunnet finde en måde at kickstarte den nye varslingspulje, så jobcentret kan komme i gang med det samme.
"Så længe vi ikke har varslingspuljen, kan vi ikke lave en opsøgende indsats, som de står her og nu og kunne bruge. Vi havde håbet at kunne bruge det forlods. Jo før jo bedre," lyder det fra Holstebros borgmester H.C. Østerby.
Uddrag af pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet:
"Med aftalen bliver det også muligt i 2021 at sætte ind med hjælp til afskedigede fra mindre virksomheder på op til 20 ansatte i brancher som er særlig hårdt ramt fx minkfarme. Der er afsat 30 millioner kroner til det."
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Temaer: Finanslov




































