
Borgmester Søren Steen Andersen V), Assens Kommune - Foto: Assens Kommune
'Det lugter langt væk af, at noget skulle gå op'
Borgmester frygter hovedløs milliardbesparelse på beskæftigelsesområdet til finansiering af aftalen om tidlig pension: 'Lovgivningen skal følge med, så vi ikke risikerer at skulle spare på velfærdsområdet,' lyder det.
Udgivet: 20/10/2020
16 fuldtidsjob til i alt otte millioner kroner. Så meget vil det koste Assens Kommune, at op mod en tredjedel af finansieringen af aftalen om tidlig pension skal hentes gennem ændringer i den kommunale beskæftigelsesindsats.
Borgmester Søren Steen Andersen (V) har lavet regnestykket, og han er bekymret. Det er hans erfaring efter næsten syv år i jobbet, at det ofte ikke fører til reelle besparelser, når Folketinget vedtager reguleringer, der skal effektivisere.
"Erfaringen siger mig, at når en regering siger 'afbureaukratisering', så lugter det langt væk af, at noget skulle gå op. Vi har jo prøvet det mange gange før, både på sundheds- og beskæftigelsesområdet," siger Søren Steen Andersen.
Som en del af finansieringen af aftalen om tidlig pension skal der fra 2024 hentes 1,1 milliarder kroner om året fra jobcentrene. I alt vurderer Beskæftigelsesministeriet, at aftalen vil koste 3,5 milliarder om året.
KL har som reaktion på aftalen erklæret sig klar til at gå i dialog med forslag til afbureaukratisering, men det bliver svært at spare så mange penge alene på den måde, siger Søren Steen Andersen, der selv er medlem af KL's arbejdsmarkeds- og borgerserviceudvalg.
Kan gå ud over velfærd
Han frygter, at en besparelse kan gå ud over velfærdsområdet, fordi det ikke er muligt at rydde op i bureaukratiet for så mange penge.
"Grundlæggende er jeg enig i, at vi skal afbureaukratisere, men vi har mange grupperinger, som vi skal zoome så meget ind på som muligt. Da må jeg sige, at det bliver svært at spare 16 årsværk kun på bureaukrati."
Assens har som en række andre kommuner haft succes med at få udsatte grupper i arbejde efter en stor indsats på området.
"Højkonjunkturen har givet nogle deres deres livs chance nu for at komme ud på arbejdsmarkedet som 45-årige. Jeg håber virkelig ikke, det her går ud over dem," siger Søren Steen Andersen.
Der er dog ikke nogen vej udenom, når Folketinget har besluttet sig. Derfor lægger Assens-borgmesteren ligesom KL op til en tæt dialog med forligspartierne og Beskæftigelsesministeriet om, hvordan man kan sikre, at det ikke går ud over beskæftigelsesindsatsen.
"Beskæftigelsesområdet er enormt lovkompleks, og derfor skal vi sørge for at følge det helt til dørs."
I forvejen er jobcentret i Assens gået fra at have 140 fuldtidsstillinger i 2017 til 100 i 2020.
Det er sket på grund af generelle besparelser i kommunen og omlægning af statens refusioner til beskæftigelsesområdet og har blandt andet betydet, at aktiveringsindsatser er blevet lukket ned.
"Der er ikke noget hos os, der er gået fri," siger Søren Steen Andersen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:32
Temaer: Beskæftigelsesindsats
Emner: Jobcenter





































