Ledige og syge på ressourceydelse skal kunne beholde noget af deres pension og ikke modregnes 100 procent som i dag, siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

Ledige og syge på ressourceydelse skal kunne beholde noget af deres pension og ikke modregnes 100 procent som i dag, siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Modregning af pension skal ændres for ledige og syge på ressourceydelse

Venstre foreslår, at ledige og syge skal kunne beholde invalidepension uden at blive trukket i ydelsen.

Udgivet: 17/09/2020

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Det har længe været til frustration borgere på ressourceydelse, at de blev trukket i blandt andet udbetalinger for pension for erhvervsskader. Det vil Venstre have lavet om, dog ikke kun for de ledige, der er i ressourceforløb, men også for syge i jobafklaring, der er på den samme ressourceydelse.

"Der er 100 procents modregning, og jeg har bedt om at få lavet nogle beregninger på, hvad det vil koste at lave om på det," siger Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

Også brancheorganisationen Forsikring & Pension har længe råbt op om problemet.

Forsikring & Pension foreslår, at der sker en modregning i invalidepensionen med 30 i stedet for 100 procent.

"De siger, at hvis man kommer fra sygedagpenge, vil man opleve et ret markant fald i indtægt, selvom man har gjort, hvad man kunne og skulle i forhold til selv at spare op til pension," fortæller Hans Andersen.

Dansk Folkeparti siger ja

Udfordringen ved at tage jobafklaring med i forhandlingerne er, at sygedagpengereformen hører under en anden forligskreds end den bag førtidspensions- og fleksjobreformen. Forskellen er Dansk Folkeparti.

"Det er de jo så nødt til at spørge mig om," siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF). Han er enig i, at der skal ses på modregningen af pensionsmidler.

Venstre ønsker også, at kroner tjent ved småjob skal undtages for modregning.

"Vi vil jo gerne have, at flere får erhvervserfaring. Derfor foreslår vi, at man skal fjerne modregningen, hvis man arbejder i nogle timer i et ressourceforløb," siger Hans Andersen. Også det holder Bent Bøgsted med ham i.

Partierne bag reformerne

Partierne bag førtidspensions- og fleksjobreformen, der trådte i kraft 1. januar 2013:

Den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre og oppositionspartierne Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Partierne bag sygedagpengereformen, der trådte i kraft 1. januar 2015:

Den daværende regering bestående af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre og oppositionspartierne Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31

Temaer: Beskæftigelsesindsats, Beskæftigelse

Emner: Ressourceforløb

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]