
FOA er godt tilfreds med seniorpensionen, siger Nanna Mørch, socialpolitisk konsulent i fagforbundet. Afgørelserne falder hurtigt, og næsten alle der søger får ja. - Foto: FOA)
Hver tiende social- og sundhedsmedarbejdere over 60 får seniorpension
'De fleste steder går det rigtig godt, og det går ofte hurtigt,' siger Nanna Mørch, socialpolitisk konsulent i FOA. Seniorpension er et vigtigt supplement til tidlig pension, lyder det fra regeringen.
Udgivet: 20/08/2020
11 procent af social- og sundhedsmedarbejderne mellem 60 og 65 år har fået bevilget seniorpension i de første fem måneder af 2020. Kun ufaglærte i 3F ligger højere med knap 15 procent. I det hele taget går det godt med seniorpensionen, lyder det fra Nanna Mørch, socialpolitisk konsulent i FOA.
"Meldingerne lokalt er, at de fleste steder går det rigtig godt. Det går ofte hurtigt, selvom der godt kan være et par tidsler blandt kommunerne," siger hun.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) i går præsenterede regeringens forslag til tidlig pension, lagde hun vægt på, at regeringen opfatter seniorpensionen som det andet ben i det løfte, Socialdemokratiet gav i valgkampen sidste år om tidlig pension til nedslidte.
På trods af coronalukning i to-tre måneder har kommunerne fået godt gang i bevillingerne af seniorpension.
Indtil udgangen af maj måned fik knap 1.800 bevilget den nye seniorpension, der trådte i kraft 1. januar. Kun fire procent af ansøgerne fik afslag. Med et mål om at 17.150 skal være på seniorpension i 2025, skal der bevilges omkring 3.000 om året, og det ser indtil videre ud til at kunne holde.
I alt fik 207 FOA-medlemmer tilkendt seniorpension i de fem første måneder af året,. Det er mere end hver tiende af medlemmerne mellem 60 og 65 år.
"Det centrale er, at det har vist sig, at timetallet har gjort en forskel. Det er væsentlig mere værdigt med et fast timetal på 15 timer. Tidligere var nogle af kommunerne meget hårde," siger Nanna Mørch.
Det ændrede sig dog i løbet af 2019, hvor et flertal i Folketinget besluttede at tage bevillingen fra kommunen og lade en selvstændig myndighed under ATP stå for tildelingen af seniorpension fra 1. januar 2021.
"Også en principafgørelse fra Ankestyrelsen pressede kommunerne. Den satte en grænse for minifleksjob."
En konkret sag, hvor Ankestyrelsen tidligere havde givet Tønder Kommune ret i et afslag på den tidligere seniorførtidspension, fordi ansøgeren havde en arbejdsevne på mellem 7½ og 10 timer. Ankestyrelsen ændrede sin afgørelse med en principafgørelse i slutningen af marts, og i maj blev så den nye seniorpension vedtaget med virkning fra 1. januar 2020.
Læs også:
Principafgørelse: Fleksjob på 7½ timer ikke nok til afslag på seniorførtidspensionSidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Temaer: Seniorpension
Emner: Pension






































