Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) fremsatte i sidste uge et kontroversielt lovforslag, der graver de allerede dybe grøfter mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter endnu dybere.

Der er blot gået seks uger siden regeringsgrundlaget lagde op til en nytænkning af hele beskæftigelsesindsatsen. Den skal ændres for at få flere i job.

‎

Men der er ikke meget nytænkning over lovforslaget af samme navn, som torsdag formiddag førstebehandles. Loven skal være med til at sikre økonomien bag tidlig pension - populært kaldet Arne-pension. Pengene til Arne skaffes ved at beskære jobcentrenes budgetter.

Ændringen kan hverken undgå at skabe 'mislyde' ude i centrene eller modarbejde regeringens flotte ambitioner om frisættelse.

De var såmænd gode. Regeringen vil bruge ressourcerne, hvor de har størst effekt, så de kommer flest muligt ledige til gavn.

Men forslaget vil begrænse de selvsamme jobcentres mulighed for at tilbyde opkvalificering og såkaldt øvrig vejledning. Modsat i dag skal de værktøjer ikke længere være ret- og pligttilbud.

De skal i stedet erstattes af ordinære løntimer, uddannelse og virksomhedsrettede tilbud. Med andre ord flere praktikforløb.

Regeringen vælger at skære i de relativt dyre ret- og pligttilbud, fordi der ikke er evidens for at hverken opkvalificering eller øvrig vejledning får flere i job, fremgår det af lovteksten.

På den korte bane kan der formentlig spares ved at tilbyde ledige mere målrettede forløb. Men regningen kan vende flerfold større tilbage senere.

Øvrig vejledning og opkvalificering er i dag nogle af jobcentrenes vigtigste redskaber. I praksis er der tale om en bred vifte af tilbud. Spændet begynder ved jobsøgningskurser, vejlednings- og afklaringsforløb, og slutter i langt mere håndholdte forløb, der skal hjælpe udsatte og syge borgere til fodfæste på arbejdsmarkedet.

Der er tale om tilbud, der over tid kan ruste den arbejdsløse til et virksomhedsrettet tilbud.

For mange ledige er et praktikforløb det oplagte førstevalg. Men for ledige med sociale udfordringer kan praktikken sjældent stå alene. Og den må aldrig blive et mål i sig selv, men alene et middel til at nå målet.

En markant del af kontanthjælpsmodtagere slås med andre problemer end ledighed. Ved at udskifte de individuelt tilpassede tilbud med praktikforløb risikerer regeringen at svække indsatsen for dem, der står bagest i køen.

De er ofte ude af stand til at opfylde jobmarkedets krav. Og derfor er det mere undtagelsen end reglen, at et praktikforløb gør noget godt for arbejdsløse uden fast grund under fødderne.

Tværtimod kan det i sidste ende blive dyrt i form af højere udgifter til forsørgelsesydelser og lavere arbejdsudbud.

KL advarer om, at den praksis kan føre til ”praktikplads-møller”. De holder systemet i gang uden at skabe nævneværdigt mange job. Til gengæld genererer de endnu flere nederlag til allerede hårdt prøvede ledige, der risikerer at køre helt fast bagerst i arbejdsløshedskøen.

Og så kan den luns, regeringen har stillet 'Arne' i udsigt, pludselig blive væsentlig mindre.

Kan ikke undgå at påvirke kvaliteten

Flere jobcenterchefer frygter, at 'Lovforslag om Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen' får negative konsekvenser for jobcentrenes tætte samarbejde med lokale virksomheder.

Virksomhedspraktik kan være et effektivt redskab, der hjælper ledige med at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Men praktikken har kun god effekt, når den giver mening for begge parter.

Det ved de mange sagsbehandlere, der hver dag gør et stort arbejde for at sikre det rigtige match mellem praktikant og virksomhed, som i sidste ende kan føre til beskæftigelse.

‎

Når flere personer på kanten af arbejdsmarkedet sendes i praktik, går det ud over kvaliteten. Og det er langt fra givet, at alle virksomheder er gearet til eller har ressourcerne til at tage et større socialt ansvar.

“Der skal bare én dårlig oplevelse til, så gider virksomheden måske ikke have mere med jobcentret at gøre," lyder det fra en centralt placeret kilde.

Modsiger flotte intentioner

Et samfund skal i høj grad vurderes på, hvordan det behandler sine allermest udsatte, står der i regeringsgrundlaget.

Men nytænkningen af beskæftigelsesindsatsen virker foreløbig løsrevet fra SVM's ønske om at tage bedre hånd om dem, som har allermest behov.

Forslaget undergraver målet om at give kommunerne større frihed til at bestemme, hvilke tilbud der er de bedste i jagten på at få ledige i job.

Tværtimod er forslaget et udtryk for mistillid til ledere og medarbejdere i jobcentrene. Så foreløbig har tillidsopbygningen mellem Christiansborg og jobcentrene fået en skæv start på 2023.

Vedtages lovforslaget, ventes det at træde i kraft 22. marts.