Karina Sørensen, HK's talsperson på beskæftigelsesområdet, savner svar på, hvad regeringen vil erstatte jobcentrene med.

Karina Sørensen, HK's talsperson på beskæftigelsesområdet, savner svar på, hvad regeringen vil erstatte jobcentrene med. - Foto: Eno Krogh, A4 Medier

Kære beskæftigelsesminister, hvad nu?

DEBAT: Sagsbehandlerne på landets jobcentre savner politiske svar på, hvordan indsatsen fremadrettet skal se ud, og det skaber usikkerhed, skriver HKs talsperson på beskæftigelsesområdet Karina Sørensen.

Udgivet: 02/02/2023

Del artiklen:

Af Karina Sørensen, HK’s talsperson på beskæftigelsesområdet

De ansatte i jobcentrene lever i en usikker tid, hvor regeringen har meddelt, at man ønsker at lukke jobcentrene, men til gengæld ikke har iværksat noget arbejde endnu i forhold til, hvordan fremtiden så kommer til at se ud.

Som den fagforening, der organiserer den største faggruppe på landets jobcentre, har

HK selvfølgelig en holdning til, hvordan man bedst skruer fremtidens beskæftigelsesindsats bedst sammen til fordel for borgerne, virksomhederne og medarbejderne på området.

HK’s valgte politikere og ansatte deltager i alle de sammenhænge, de kan komme til både fyraftensmøder med HK’s medlemmer og møder med involverede embedsfolk og politikere. Det er dog en udfordring at få politikere til offentligt at anerkende og handle efter, at de ansatte har en faglighed, der er værd at lytte til.

Savner tillid til vores faglighed

Hvis en politiker foreslog en bestemt type operation som led i en spareplan, og læger så samstemmende kunne fortælle, at den operation ikke gjorde noget ved patientens sygdom, så ville man nok ikke politisk beslutte, at der skulle opereres alligevel. Den samme respekt er ikke om beskæftigelsesfagligheden. Her savner vi grundlæggende tillid til vores faglighed og også tillid til de borgere, vi er i kontakt med.

For at blive i sammenligningen med sundhedssystemet, så er forebyggelse bedre end behandling, så en væsentlig del af fremtidens beskæftigelsesindsats bør også være at forebygge, at mennesker på grund af sygdom ryger ud af arbejdsmarkedet og i stedet fastholder dem i deres arbejde.

Det er i dag tidskrævende og kompliceret rent lovgivningsmæssigt at etablere fastholdelsesfleksjob. Det bør fremtidens beskæftigelsesindsats kunne gøre bedre. Det er sjældent til fordel for borgerens helbred og dermed samlede arbejdsevne, at der er så mange krav i dag, inden en bevilling kan komme på tale.

Sagsbehandlere må lægge øre til urimelige beskyldninger

Da Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister, blev beskæftigelsespolitikken indrettet efter, at færrest mulige borgere skulle på førtidspension. Det har igennem årene givet nogle borgere et langt forløb, der alligevel er endt med førtidspension.

Man kan ikke fortænke ansatte på ressourceforløbsområdet, hvis de lige nu sidder og tænker, at de bliver udsat for en urimelig beskydning. De har gjort deres bedste for at løse

den stillede opgave, og at der aldrig har været afsat økonomiske midler nok til indsatsen, har

medarbejderne ikke haft mulighed for at ændre på. De har arbejdet for at støtte borgere til at komme tættere på arbejdsmarkedet og har ofte alligevel måttet indstille til en førtidspension.

Hvis politikerne i fremtiden afskaffer ressourceforløbene, har man så modet til at give de borgere med en lille arbejdsevne retten til selv at vælge, om man gerne vil have tilknytningen til arbejdsmarkedet i et fleksjob, eller om man ønsker pension? Og vil man prioritere tilbud til førtidspensionister, så en førtidspension ikke fører til øget ensomhed og en følelse af at være blevet opgivet.

Læs også:
Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen kræver mod fra politikerne

Vi er som medarbejdere i jobcentrene eller de kommunale beskæftigelsesenheder, alt efter hvad vi kommer til at hedde, ansat, fordi vi gerne vil hjælpe borgere i arbejde og hjælpe virksomhederne med at skaffe arbejdskraft. Vi har altid loyalt gennemført landets lovgivning.

Hvis denne lovgivning nu skal laves om, så kommer vi også til loyalt at gennemføre den, men hvis man vil have os til at lykkes bedst, så skal man indtænke kompetenceudvikling af medarbejderne. Beskæftigelsesfagligheden er også et fag som meget andet, og det er et vigtigt arbejde for både den enkelte og for samfundet.

Jeg håber, at landets politikere kan se pointen i at have dygtige medarbejdere ansat til opgaven, og hvis der fortsat skal rekrutteres dygtige medarbejdere til denne vigtige opgave, så skal man også kunne se, at det er et arbejdsfelt med både en nyttig og meningsfuld opgave, men også et område, hvor man kan udvikle en faglighed og bruge den i sit arbejde.

Temadebat: Fremtidens beskæftigelsesindsats

Debatten om jobcentrene ser ud til at fortsætte med uformindsket kraft en rum tid endnu. Det har SVM-regeringen sørget for med sin vilje til at nytænke det offentliges beskæftigelsesindsats.

Det udtalte mål er at give ledige større frihed til at forme deres egen indsats. I samme ombæring skal kommunerne sikres friere rammer til at organisere systemet, så det giver mere værdighed. Er der behov for nytænkning? I så fald hvordan? SVM vil spare tre milliarder kroner på indsatsen og nedlægge jobcentrene, hvordan kommer beskæftigelsesindsatsen på den baggrund til at se ud?

De spørgsmål har NB-Beskæftigelse bedt en række centrale aktører tage stilling til.

Deltagere i debatserien:

· Signe Færch, forkvinde for landets socialrådgivere.

· Karina Sørensen, HK’s talsperson på beskæftigelsesområdet

Sidst opdateret: 02/02/2023 - 13:42

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]