
(Arkiv) To nabokommuner uden et stykke uden for København har succes med at få både ikke-vestlige kvinder og mænd i arbejde. Furesø bygger på årtiers indsats, mens Egedal har haft fokus på gruppen i mere end syv år. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Årtiers indsats for arbejde til ikke-vestlige indvandrere giver pote
Mens Furesø Kommune har haft beskæftigelsesindsats for ikke-vestlige indvandrere i årtier, har nabokommunen Egedal den største succes med at få ikke-vestlige kvinder i arbejde. En nyorientering i beskæftigelsesindsatsen er afgørende. Se tal for alle kommuner nederst i artiklen.
Udgivet: 05/05/2022
Da den nu afdøde Venstremand Peter Brixtofte var borgmester i Farum fra midten af 1985 til 2002, var han dygtig til at hente det, man dengang kaldte gæstearbejdere til kommunen.
Det lagde grunden for en virkelig god score på beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere i den senere Furesø kommune, der blev sammenlagt af flere kommuner i 2007, fortæller jobcenterchef Flemming Sommer.
Han var ikke selv i kommunen under Brixtofte, men han kan sine tal og kommunens historie, der på sæt og vis er hele hovedstadsregionens historie. For i mange af de kommuner har indvandrere fra især Tyrkiet og Pakistan været en fast del af arbejdsstyrken, siden de første kom i slutningen af 1960'erne.
"Tilbage i Farumtiden blev der gjort en stor indsats, og det har været et godt udgangspunkt," siger Flemming Sommer.
Siden er konjunkturerne gået op og ned, senest med finanskrisen, og beskæftigelsesindsatsen har ændret sig flere gange.
"Vi har helt tilbage i 2015 lavet en beskæftigelsesrettet indsats for ikke-vestlige indvandrere, der også omfatter uddannelse. Efter finanskrisen begyndte tingene at gå godt igen i 2016, og der blev igen muligheder for dem, der ikke havde de stærkeste kompetencer på arbejdsmarkedet."
"Tidligere lavede vi 4-26 ugers forløb, hvor der ikke altid var virksomhedspraktik fra starten. Nu er der flere økonomiske incitamenter til at starte hurtigt hos en arbejdsgiver, og det har også vist sig at være mest effektfuldt under de gode konjunkturer."
Sideløbende laver jobcentret i Furesø en afklarende indsats for ledige på kontanthjælp, der med et blik på kompetencer og egne ønsker skal sikre, at også de ikke-vestlige indvandrere kommer hurtigt på arbejdsmarkedet. Furesø Kommune har derudover også en særlig indsats for de ikke-vestlige kvinder.
Lønnede timer gør forskellen
Som flere andre kommuner har Furesø blikket rettet mod løntimer, men bruger stadigvæk en kort praktik som indgang til virksomhederne.
"Praktikken gør, at vi hurtigt kan finde ud af, om kemien er i orden, og vi kan optræne kompetencerne til jobbet. Men vi er hurtigere til at sige, at lige så hurtigt, man præsterer på arbejdsmarkedet, skal man også have løn for det. Man kan jo også blande praktik og løn."
At undgå de lange praktikker, som Flemming Sommer kalder dem, har betydet en stor forandring for alle kontanthjælpsmodtagere, herunder også de ikke-vestlige familier.
"Det har en kæmpe betydning, at de oplever, at de nu er rigtigt på arbejdsmarkedet og er en del af medarbejdergruppen. Mange af dem har jo været i mange lange bevidstløse praktikker, som har været demotiverende, mens de nu er ved at få fodfæste. Det betyder også, at de kan være forbilleder hjemme i familierne, hvor både mor og far går på arbejde."
Det hurtige fokus på løntimer betyder, at det er helt andre virksomheder, der skal på banen. For eksempel er en kantine i en sportshal ikke længere det bedste sted at komme i praktik.
"Vi skal bare være bedre til fra start af at finde nogle arbejdsgivere, hvor vi er sikre på, at det her kan blive til ansættelser. Sportshaller er meget rummelige, men der er ikke så mange løse lønkroner de steder," siger Flemming Sommer.
I Furesø Kommune er der mest små og mellemstore produktionsvirksomheder og understøttende virksomheder til medicinalindustrien i andre kommuner. Derudover er der rengøring, køkkenarbejde og anden produktion.
Furesø havde i 2020 en beskæftigelsesfrekvens for ikke-vestlige kvinder på 63 procent, mens den på landsplan var 52,2 procent. For mænd var den i Furesø 73 procent, mens den på landsplan var 63,5 procent.
Håndholdt indsats i Egedal
Selvom nabokommunen Egedal ikke har haft en Brixtofte før kommunesammenlægningerne i 2007, er kommunen den af alle kommuner i landet, der har højst beskæftigelsesfrekvens blandt både kvinder, der er indvandret fra ikke-vestlige lande.
Mens Egedal i 2020 havde 65,4 procent ikke-vestlige kvinder i arbejde, lå landsgennemsnittet på 52,3 procent. Ikke-vestlige mænd havde samtidig en beskæftigelsesfrekvens på 72 procent, mens landsgennemsnittet lå på 63,5 procent.
Afdelingsleder for blandt andet integration og virksomhedsindsats, Lene Christensen, tillægger det først og fremmest, at kommunen har brugt ressourcer på at opbygge et team med jobkonsulenter, virksomhedskonsulenter, mentor og en integrationsmedarbejder. De har i flere år arbejdet tæt sammen om at få netop denne målgruppe i beskæftigelse. Temaet sidder tæt på hinanden og har løbende dialog om den enkelte borger.
"Det er en håndholdt kontakt, der har skabt de gode resultater. Vi har lavet nogle branchepakker med sprogundervisning på arbejdspladserne, og har haft en meget virksomhedsrettet indsats med et tæt samarbejde med virksomhederne. Vi var allerede klar, dengang syrerne kom i 2015, og vi er meget glade for de flotte resultater," siger Lene Christensen.
For aktivitetsparate ikke-vestlige kvinder er jobcentret nu i gang med et forløb med samfunds- og kulturforståelse.
Kvinderne i Egedal Kommune er især kommet i arbejde i rengøring og på vaskeri.
Sidst opdateret: 05/05/2022 - 14:51
Emner: Ikke vestlige indvandrere




































