En helhedslov, der skulle give mulighed for bedre samarbejde om borgere med komplekse problemer på tværs af forvaltninger, er nu - igen - udskudt i et år. Men der er akut brug for loven, skriver lektor ved VIA University College, Edda Luth.

En helhedslov, der skulle give mulighed for bedre samarbejde om borgere med komplekse problemer på tværs af forvaltninger, er nu - igen - udskudt i et år. Men der er akut brug for loven, skriver lektor ved VIA University College, Edda Luth.

Ekspert: Endnu en udskydelse af helhedsloven – kan vi være det bekendt?

Der er akut behov for en helhedslov, der gør det muligt for alvor at lave en indsats for borgere med komplekse problemer på tværs af siloer i den kommunale forvaltning, skriver lektor Edda Luth i denne kommentar til, at loven nu - igen - er udskudt.

Udgivet: 14/10/2021

Del artiklen:

Suk. Social- og Indenrigsministeriet oplyste i sidste uge, at ikrafttræden af den længe ventede helhedslov atter er udskudt - denne gang til begyndelsen af 2023.

I december 2018 indgik den daværende regering, sammen med de fleste øvrige partier i Folketinget, en bred politisk aftale om rammer for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer. Formålet var et længe ønsket opgør med silotænkningen via en tværgående helhedslov, som skulle understøtte kommunernes bestræbelser på at skabe sammenhængende tilbud om indsats til de borgere, som nemt kommer i klemme i det komplicerede offentlige system.

Centralt i aftalen står behovet for at skabe klare rammer for ”...helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse behov med det formål, at flere bliver i stand til at mestre eget liv og komme i beskæftigelse”.

Aftalen blev hilst yderst velkommen af kommuner, interesseorganisationer, fagforeninger m.fl., som længe havde råbt om hjælp til forenkling og bedre koordinering af indsatsen på området.

Ansvaret for aftalen blev strategisk placeret i Finansministeriet med det formål at vægte samordning af de mange forskellige regler for tilskud og refusioner på de forskellige sektorområder. I april 2019 skrev regeringen og KL et princippapir, som uddybede det fælles ønske om lovens bidrag til koordinerende sagsbehandling, relationsarbejde og brobygning i det tværgående samarbejde.

I hele perioden har en række arbejdsgrupper og underudvalg løbende diskuteret og leveret forskellige bidrag til at kvalificere forarbejdet til loven.

Et omtumlet forløb

Efterfølgende har denne med længe imødesete helhedslov levet et omtumlet liv i periferien af et Finansministerium (som rev sig i håret over opgaven med at koordinere økonomiske rammer på tværs af de eksisterende love på området), et folketingsvalg, en pandemi og en ny placering hos Social- og Indenrigsministeren, som i april 2021 forsikrede at loven ville komme til at træde i kraft d. 1. januar 2022.

Undervejs er det løbende blevet diskuteret hvorvidt loven skulle gælde for alle borgere med komplekse behov, eller blot den del af dem, som har et beskæftigelsesperspektiv. Et andet centralt dilemma har handlet om, hvorvidt indsatsforløb efter helhedsloven ’kun’ skulle gives som et tilbud, borgerne kunne sige nej til.

I sidste uge kom så meldingen om udsættelsen til januar 2023.

Læs også:
Regeringen udskyder ny hovedlov om helhedsindsats for udsatte - igen

Akut behov for loven

På vegne af de kommuner, som allerede har omlagt deres indsatser med henblik på at implementere helhedsloven; på vegne af de borgere, som oplever at komplekse offentlige systemet genererer barrierer for dem i stedet for at hjælpe dem; og på vegne af de velfærdsprofessionelle, som i årevis har råbt op om det åbenlyse behov for forenkling og harmonisering af reglerne, vil jeg gerne udtrykke dyb frustration over, at loven er blevet udsat endnu engang – for vi har så hårdt brug for den!

Kompleksiteten i borgernes problemer og i frontlinjemedarbejdernes rammer for at samarbejde hensigtsmæssigt om at tilrettelægge den indsats, den enkelte borger har mest brug for er sjovt nok IKKE blevet mindre siden aftalen blev indgået i 2018 - snarere tværtimod.

Samtidig er der – som nævnt i NB-beskæftigelses artikel fra april 2021 – med udgangspunkt i forskning og frikommuneforsøg på området, stærke belæg for at behovet for lovens ikrafttræden og implementering er akut.

Børns trivsel og arbejdskraft

Jeg er bekymret over, at social- og indenrigsministeren tilsyneladende ikke ser helhedsorienteret indsats overfor forældrene som en afgørende faktor i bestræbelserne på at øge børnenes trivsel?

Og jeg er bekymret for, om beskæftigelsesministeren og Folketingets Beskæftigelsesudvalg primært er optaget af beskæftigelsesindsats for jobparate ledige, selv om der blandt deltagerne på årets kommunale JobCamp tydeligt blev givet udtryk for, at det største potentiale i forhold til den akutte mangel på arbejdskraft skal findes i gruppen af ledige på kanten af arbejdsmarkedet.

null
I en afstemning på KL's topmøde for beskæftigelse mente flest, at den største arbejdskraftreserve er blandt 'ledige på kanten.'

For mig er der ingen tvivl om, at der særligt på beskæftigelsesområdet er brug for forenkling og harmonisering. I et indlæg i Altinget d. 5. oktober, skrev to medlemmer af Kommunaldirektørforeningen i Danmark bl.a.:

”Jobcentrene præsterer i dag – og det til trods for en regeljungle og statslig detailstyring. De ansatte går faktisk ikke på arbejde for at gøre livet surt for de borgere, der har det sværest. Nej, de forsøger hver dag at skabe mening for borgerne med den lovgivning, der er ekstrem i omfang og detaljering.”

Hvis vi I fællesskab skal lykkes med at støtte flest mulige borgere i udsatte positioner i ”at mestre eget liv og komme i beskæftigelse”, så har vi brug for at helhedsloven færdiggøres og vedtages snarest muligt – hellere i går, end i morgen.

Sidst opdateret: 14/10/2021 - 13:45

Temaer: Debat

Emner: helhedsindsats

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]