(Arkiv) SF's handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk ville gerne have sikre handicappede hjælpemidler til beskæftigelse eller uddannelse i et forslag til Folketinget. Det var der ikke umiddelbart flertal for blandt regeringen og de øvrige støttepartier.

(Arkiv) SF's handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk ville gerne have sikre handicappede hjælpemidler til beskæftigelse eller uddannelse i et forslag til Folketinget. Det var der ikke umiddelbart flertal for blandt regeringen og de øvrige støttepartier.

Ny aftale vil ikke sikre flere handicappede i beskæftigelse

Handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk ville gerne have haft flere beskæftigelsesrettede forslag med i beslutningsforslag om hjælpemidler til handicappede.

Udgivet: 27/04/2021

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Selvom en forespørgselsdebat i Folketinget fredag havde fokus på bedre mulighed for beskæftigelse og uddannelse til handicappede, vil det beslutningsforslag, som et flertal lagde frem, ikke umiddelbart sikre en større beskæftigelse for handicappede.

Det siger SF's handicapordfører, Charlotte Broman Mølbæk. SF stillede forslagene sammen med Socialdemokratiet, Radikale og Enhedslisten, men ville gerne have haft flere konkrete forslag med om beskæftigelse. I stedet lavede SF et kompromis med de øvrige forslagsstillere.

"Jeg er ærgerlig over, at regeringen og de andre partier ikke ville være med til det. Vi prøvede, men lykkedes ikke," siger hun.

Det fik Dansk Folkepartis Karina Adsbøl til at kritisere SF for at være for venlig over for regeringen.

I forslaget opfordrer Folketinget regeringen til at inddrage hjælpemiddelområdet i en kommende reform af handicapområdet for 'at sikre, at borgere med fysiske handicap får adgang til specialiseret rådgivning og individuelt tilpassede hjælpemidler.'

Selvom det ikke decideret er forslag på beskæftigelsesområdet, kan det her forslag så alligevel give handicappede bedre adgang til arbejde og uddannelse?

"Det er jeg ret meget i tvivl om," siger Charlotte Broman Mølbæk.

Også DF og Venstre stillede beslutningsforslag, som man kan se nederst i artiklen. Der stemmes om forslagene 3. juni.

Læs også:
Beskæftigelse ikke med i evaluering af handicapområdet

Forslag til mere beskæftigelse

SF ønskede forud for et kompromis med regeringen og de øvrige støttepartier også at pålægge regeringen at fremsætte lovforslag med en formulering om, at kommunerne ikke må lave afgørelser, der står i vejen for uddannelse og beskæftigelse.

"Det koster ikke mere, og så kan vi for eksempel undgå de fejl, der sker, når der bliver truffet en afgørelse om et hjælpemiddel på kort sigt. Det kan også handle om en afgørelse om mentorstøtte til mennesker med autisme," siger Charlotte Broman Mølbæk.

Et andet forslag fra SF er, at handicappede skal kunne få bevilget hjælpemidler til et givent job, før de søger det. Ifølge kompensationsloven for handicappede i erhverv er jobcentrene forpligtet til at træffe afgørelse om blandt andet hjælpemidler og personlig assistance fire uger efter, at handicappede er kommet i job.

Ifølge SF'eren var hverken regeringen, Radikale eller Enhedslisten interesserede i at tage debatten om de konkrete beskæftigelsesforslag nu. I stedet vil de tage dem op i forbindelse med den reform af handicapområdet, som regeringen har planlagt.

"Det er fornuftigt, at det inddrages i handicapreformen, men jeg er bekymret for, hvad vi kommer til at levere på. Evalueringen af området er godt i gang, men tildeling af hjælpemidler er ikke med i evalueringen," siger Charlotte Broman Mølbæk.

FAKTA: De tre beslutningsforslag

1. juni fortsætter Folketinget debatten om beslutningsforslagene. Det er NB-Beskæftigelses fremhævelser i teksten.

Forslag fra SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Enhedslisten (et flertal)

"Folketinget finder det vigtigt, at borgere med handicap får den hjælp, de har behov for, for at kunne leve et aktivt liv på lige fod med andre. For personer med et fysisk handicap inkluderer behovet for hjælp i stor udstrækning adgang til hjælpemidler, der for mange også kan være en afgørende forudsætning for at kunne uddanne sig eller varetage et job. Folketinget konstaterer, at mange interessenter og borgere udtrykker bekymring for, at der siden kommunalreformen er sket en afspecialisering af det specialiserede socialområde, og at viden opleves gået tabt, således at det kan være vanskeligt at få det rette individuelt tilpassede hjælpemiddel. Folketinget opfordrer regeringen til at inddrage hjælpemiddelområdet i en kommende reform af handicapområdet med det sigte at sikre, at borgere med fysiske handicap får adgang til specialiseret rådgivning og individuelt tilpassede hjælpemidler. Regeringen opfordres til aktivt at inddrage handicaporganisationerne heri."

Forslag fra DF

"Bedre muligheder i uddannelsessektoren og på arbejdsmarkedet er helt afgørende, fordi det giver virksomheder bedre mulighed for at tage imod borgere med handicap, og det giver større tilskyndelse for borgere med handicap til at begynde en uddannelse eller tage et job. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til hurtigst muligt at fremsætte et lovforslag, der har til hensigt at sikre, at lovgivning og visitationspraksis i kommuner og regioner på hjælpemiddelområdet sikrer, at borgere med handicap får et aktivt liv med tiltrækkelige uddannelsesmuligheder og muligheden for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det er vigtigt for at skabe løsninger, der giver tryghed for borgere med handicap. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at fremsætte et lovforslag, der styrker retssikkerheden og reducerer ventetiden på sagsbehandlingen for borgere med handicap."

Forslag fra Venstre

"Folketinget pålægger regeringen at indføre en ret for borgere med handicap til en enkel og hurtig sagsbehandling, når det gælder genbevilling af hjælpemidler og handicapbiler i sager, hvor borgerens funktionsevne og behov i al væsentlighed er uændret siden det oprindelige bevillingstidspunkt. Den enkle og hurtige sagsbehandling skal sikres gennem brugen af tro- og loveerklæringer, som borgeren underskriver og dermed står inde for, at vedkommendes funktionsevne og behov i al væsentlighed er uændret. Det vil medføre ressourcebesparelser for kommunen og sikre borgerne en hurtig og enkel sagsbehandling, og borgeren vil ikke længere skulle føle utryghed og nervøsitet i måneder eller år, imens sagen behandles. Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt at indkalde Folketingets partier til forhandling, så det sikres, at borgere med handicap får et aktivt liv med tilstrækkelige uddannelsesmuligheder og muligheden for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet og med fokus på afgrænsningsproblematikken mellem behandlingsredskaber efter sundhedsloven og hjælpemidler efter serviceloven."

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:38

Temaer: Beskæftigelsesindsats

Emner: Beskæftigelsesindsats, Handicappede

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]