En del af beskæftigelsesreformen kan vise sig at blive væsentligt dyrere for kommunerne end hidtil antaget.

Det advarer Troels van Dijk, centerchef for Center for Beskæftigelse i Faxe Kommune, om i et nyt notat fra den 19. oktober.

Her peger han på, at de kommende sygedagpengeregler kan flytte betydelige udgifter fra pensionsselskaberne til kommunerne, uden at borgerne får flere penge mellem hænderne.

Samtidig sår han tvivl om Beskæftigelsesministeriets beregninger og advarer om, at kommunerne risikerer at stå tilbage med en millionregning, som de ikke bliver tilstrækkeligt kompenseret for.

Når jobafklaringsforløbene afskaffes fra 1. januar 2027, skal sygemeldte, der ikke kan få forlænget deres almindelige sygedagpenge, i stedet overgå til sygedagpenge på en reduceret sats.

Den nye sats svarer til 75 procent af de hidtidige sygedagpenge.

Men samtidig forsvinder den modregning af private pensions- og forsikringsudbetalinger, som i dag gælder for ressourceforløbsydelsen under jobafklaringsforløb.

Det betyder, at borgere, der i dag ikke modtager offentlig ydelse på grund af udbetalinger fra private forsikringer ved tab af erhvervsevne, fremover kan blive berettiget til reducerede sygedagpenge.

For mange af disse borgere vil den samlede indkomst være uændret. Til gengæld kan en betydelig del af regningen blive flyttet fra pensionsselskaberne til det offentlige.

Kommunen kan overtage regning på 200.000 kroner

I notatet henviser Troels van Dijk til erfaringer fra en anden, mindre kommune.

Kommunen har ifølge notatet løbende mellem 10 og 15 borgere i jobafklaringsforløb, som modtager så store private pensions- eller forsikringsudbetalinger, at deres ressourceforløbsydelse bliver reduceret til nul.

Flere af borgerne modtager mellem 20.000 og 38.000 kroner om måneden fra deres private ordninger.

Men det betyder ikke, at de fremover vil få sygedagpenge oven i deres nuværende indkomst.

Efter dialog med pensionsbranchen peger Troels van Dijk på, at der ved høje private udbetalinger typisk er tale om indtægtstabsforsikringer med et loft.

Det betyder, at den offentlige ydelse og forsikringsudbetalingen tilsammen udgør en bestemt andel af borgerens tidligere løn.

Når kommunen fremover udbetaler sygedagpenge, vil forsikringen derfor typisk sænke sin udbetaling tilsvarende.

En borger, der i dag får 38.000 kroner om måneden fra sin forsikring, vil eksempelvis fortsat få 38.000 kroner samlet.

Men hvor pensionsselskabet i dag betaler hele beløbet, vil omkring 16.500 kroner fremover kunne komme fra sygedagpenge, mens forsikringen betaler de resterende 21.500 kroner.

Det svarer til, at knap 200.000 kroner årligt flyttes fra pensionsselskabet til det offentlige for denne ene borger.

Beregningen bygger på 2026-satser og forudsætter, at borgeren får den maksimale reducerede sygedagpengesats, og at forsikringen reducerer sin udbetaling tilsvarende.

Troels van Dijk understreger, at forsikringsordningerne er forskellige. Nogle udbetaler mindre, faste beløb, som fremover kan komme oven i sygedagpengene.

Men for borgere med høje indtægtstabsforsikringer er hovedproblemet ifølge centerchefen ikke, at de får flere penge. Det er, at udgiften flyttes fra pensionsselskaberne til det offentlige.

Sår tvivl om ministeriets skøn

Beskæftigelsesministeriet har tidligere vurderet, at omkring 500 personer ekstra vil blive berettiget til den reducerede sygedagpengesats, fordi private invalidepensioner ikke bliver modregnet.

Men det skøn sætter Troels van Dijk spørgsmålstegn ved.

Hvis en enkelt mindre kommune løbende har mellem 10 og 15 borgere, som i dag ikke modtager ressourceforløbsydelse på grund af deres private udbetalinger, kan det ifølge centerchefen indikere, at den samlede målgruppe er væsentligt større.

I notatet illustrerer han problemstillingen med en simpel fremskrivning efter indbyggertal.

Hvis erfaringerne fra den pågældende kommune blev overført til hele landet på baggrund af kommunens størrelse, ville det svare til mellem 2.500 og 3.750 borgere.

Det er mellem fem og syv en halv gange så mange som ministeriets skøn.

Troels van Dijk understreger dog, at der ikke er tale om et egentligt landsdækkende skøn. Kommunernes borgersammensætning og forsikringsdækninger varierer, og det er heller ikke afklaret, om ministeriets skøn er opgjort i personer eller helårspersoner.

Alligevel mener han, at forskellen er så stor, at ministeriets beregninger bør efterprøves.

Det gælder ikke mindst, fordi kommunerne kommer til at bære en betydelig del af udgifterne.

Efter uge 52 udgør statens refusion 20 procent af sygedagpengeudgiften, mens kommunen selv betaler de resterende 80 procent.

Med udgangspunkt i 15 borgere på den maksimale reducerede sats beregner Troels van Dijk, at den samlede offentlige udgift vil være omkring tre millioner kroner årligt.

Heraf vil kommunen selv skulle betale cirka 2,4 millioner kroner.

Advarer om hul i kommunernes kompensation

Ifølge Troels van Dijk bliver problemstillingen yderligere forstærket af den måde, kommunerne kompenseres for reformændringen på.

Ressourceforløbsydelsen under jobafklaringsforløb er i dag omfattet af den kommunale budgetgaranti, hvor kompensationen reguleres efter udviklingen i udgifterne på landsplan.

Sygedagpenge er derimod ikke omfattet af budgetgarantien.

Når borgerne fremover overgår til reducerede sygedagpenge, flyttes udgiften derfor til et område, hvor kommunerne kompenseres for lovændringen gennem DUT-princippet.

Kompensationen fastsættes på baggrund af ministeriets forventninger til reformens økonomiske konsekvenser.

Hvis ministeriet har undervurderet antallet af borgere, risikerer kommunerne derfor at få en kompensation, der er for lav.

Der kan forhandles en efterregulering mellem regeringen og KL, men der er ingen automatisk budgetgaranti, som opfanger forskellen.

Samtidig peger Troels van Dijk på, at kompensationen fordeles mellem kommunerne gennem bloktilskuddet og ikke efter deres faktiske udgifter.

Kommuner med mange borgere med høje private forsikringsdækninger kan derfor blive særligt hårdt ramt.

Omvendt kan pensionsselskaberne opnå en økonomisk besparelse, når det offentlige overtager en del af forsørgelsen.

Troels van Dijk fremhæver, at der for eksisterende forsikringsaftaler allerede er betalt præmier, og at selskaberne dermed kan spare udgifter på dækninger, som medlemmerne har betalt for.

På længere sigt kan besparelsen muligvis komme medlemmerne til gode gennem lavere præmier, men i overgangsperioden vil en del af regningen blive overtaget af det offentlige.

Troels van Dijk anerkender samtidig, at reformen forbedrer forholdene for nogle sygemeldte, der i dag oplever, at deres private forsikringsudbetalinger bliver modregnet fuldt ud.

Han foreslår derfor ikke blot at vende tilbage til de hidtidige regler.

I stedet peger han på en model med delvis modregning efter samme princip som ved førtidspension, hvor private pensionsudbetalinger over et bundfradrag indgår i beregningen.

Han foreslår desuden, at udgifterne til den reducerede sygedagpengesats midlertidigt omfattes af budgetgarantien, eller at der aftales en efterregulering af DUT-kompensationen.

Først og fremmest efterlyser han dog en nærmere undersøgelse af, hvor mange borgere der reelt bliver berørt, og hvad ændringen kommer til at koste kommunerne.

De nye regler forventes efter planen at træde i kraft 1. januar 2027.