
Søren Sneftrup (tv.), partner i Den Sociale Kapitalfond Effekt, og Kenneth Lindberg, direktør for velfærdsløsninger i Carelink Gruppen - Foto: Carelink Gruppen
Kronik
38 partnerskaber viser vejen til fremtidens velfærd
Når privat kapital investerer i sociale indsatser, skaber det både bedre liv for udsatte borgere og besparelser for kommunerne. Nu bør regeringen og kommunerne fjerne de barrierer, der har bremset en model, som dokumenteret virker.
Udgivet: 25/06/2026
Af Kenneth Lindberg, direktør for velfærdsløsninger hos Carelink Gruppen og Søren Sneftrup, partner i Den Sociale Kapitalfond Effekt.
Danmark satte i 2025 verdensrekord i at iværksætte sociale effektinvesteringer, hvilket i høj grad var drevet af investeringer på beskæftigelsesområdet.
I beskæftigelsesreformen blev de fremhævet som et afgørende redskab, men reformens udmøntning og samspil mellem konteringspraksis og ØVO-loftet har, stik imod reformens intentioner, medført en opbremsning af udviklingen.
Taberne bliver den kommunale økonomi og borgerne uden for arbejdsmarkedet. Men med det nye regeringsgrundlag åbner der nye muligheder.
Velfærden løber tør for hænder og for penge
Dansk velfærd møder i disse år en række udfordringer, der kun vokser.
Flere mennesker har komplekse problemer, der strækker sig over flere velfærdsområder. Den demografiske udvikling går i sprint, hvor vi i 2030 vil have 30 procent flere borgere over 80 år. Vi mangler velfærdsmedarbejdere, og forventningerne fra borgerne stiger.
Vi er midt i en udvikling, hvor forventningsgabet mellem borgernes ønsker og de leverede ydelser aldrig har været større. En udvikling, vi ikke alene skal imødegå ved yderligere effektiviseringer og digitalisering, men også ved at tilføre nye, ikke-skattefinansierede midler til velfærden. Hvorfor ikke lade privat kapital tage en del af risikoen i udviklingen af vores fælles velfærdssamfund?
Pengene findes i privat og risikovillig kapital
I Danmark har vi risikovillig finansiering, der ikke kommer fra skatteopkrævning, men i stedet fra privat kapital, private fonde og vores pensionsselskaber, som ønsker at placere midler i langvarige indsatser for nogle af vores udsatte borgere.
I modeller som ”sociale effektinvesteringer” stiller investoren kapitalen til rådighed og bærer en del af den finansielle risiko for indsatsen: Der sker kun tilbagebetaling, hvis de aftalte mål indfries, for eksempel en reduktion af forsørgelsesudgifter.
38 partnerskaber, der virker i praksis
Sociale effektinvesteringer har især bidt sig fast på beskæftigelsesområdet, hvor Carelink Gruppen og Den Sociale Kapitalfond har lavet 38 partnerskaber med kommuner. Det dækker flere koncepter, herunder:
- Indsatser for langtidssygemeldte, hvor borgeren følges i to år af sin egen personlige
- jobcoach, mens kommunens sygedagpengemedarbejdere får praksisnær kompetenceudvikling.
- ”Job til mor”, hvor vi følger familier i udsatte boligområder i en treårig periode, med henblik på at hjælpe mor i arbejde og skabe en stabil skolegang for børnene.
- ”Albertslund-modellen”, hvor medarbejdere fra Carelink sidder fysisk side om side med kommunen og samarbejder om at levere en sammenhængende indsats for borgere, der ikke har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
Resultaterne taler deres tydelige sprog
Sociale effektinvesteringer slår alle andre modeller og indsatser på både menneskelig og økonomisk værdi. Vi har skabt job til 1.700 borgere, der ellers ville have fortsat livet på passiv forsørgelse, og samlet skabt 18.800 måneders merbeskæftigelse. Samlet set har vi reduceret forsørgelsesomkostningerne i kommunerne med 243 mio. kr., men vigtigst af alt skabt nye livsmuligheder for borgere i udsatte positioner. Det er ikke evidens fra et laboratorium, men praktisk virkelighed, man kan se ude i kommunerne fra de første resultater. Målestokken har vi aftalt med kommunen på forhånd, så det ikke er os selv, der afgør, hvornår en effekt tæller.
Modellerne er udviklet sammen med kommunerne, og det partnerskab er en forudsætning for, at resultaterne overhovedet kan skabes til gavn for borgerne.
Banen er åbnet igen
Og netop derfor gjorde det ondt, at sociale effektinvesteringer, stik imod intentionerne bag reformen, blev en del af ØVO-loftet, hvilket har reduceret appetitten på nye partnerskaber.
Men nu har vi fået et nyt regeringsgrundlag, hvor det både fremgår, at sociale effektinvesteringer skal understøttes, og samtidig får kommunerne og regionerne nu mulighed for flerårig økonomisk planlægning. Vi går en spændende implementeringsfase i møde, og vi er overbeviste om, at sociale effektinvesteringer bliver en integreret del af fremtidens beskæftigelsesindsats.
Et reformvakuum og en oplagt mulighed
Samtidig står kommunerne midt i den største reform af beskæftigelsesområdet siden jobcentrene blev dannet i 2007. Den indebærer markante besparelser og opsigelser, en omorganisering af indsatsen og en sammenlægning af beskæftigelses- og socialområdet.
Når budgetterne strammes så hårdt, har kommunerne mindst af alt råd til at betale for aktiviteter, der måske ikke virker. Og det er præcis her, sociale effektinvesteringer adskiller sig: I stedet for at kommunen køber en aktivitet og håber, den virker, betaler kommunen kun for effekten, som vi både dokumenterer og står på mål for.
Reformen efterlader med andre ord et vakuum, hvor effekt er den knappe ressource, og det er netop dét, modellen er bygget til at levere
En opfordring til kommunerne
Vores opfordring til kommunerne er, at sociale effektinvesteringer er en del af fremtidens beskæftigelsesindsats. De skaber dokumenteret effekt, de belaster ikke kommunens økonomi, og med det nye regeringsgrundlag forventes rammerne for at investere i borgerrettet velfærd at blive markant bedre.
Sidst opdateret: 01/07/2026 - 09:41










































