En Vej til Alle har tidligere leveret anbefalinger til Reformkommissionen om, hvordan flere unge kan hjælpes ind i job og uddannelse. Nu bliver initiativet en selvstændig organisation.

En Vej til Alle har tidligere leveret anbefalinger til Reformkommissionen om, hvordan flere unge kan hjælpes ind i job og uddannelse. Nu bliver initiativet en selvstændig organisation. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ny aktør skal samle kræfterne om unge uden job og uddannelse

Omkring 45.000 unge står uden for job og uddannelse. Nu bliver "En Vej til Alle" en selvstændig aktør med ambitionen om at samle kommuner, virksomheder, forskere og civilsamfund om nye løsninger.

Udgivet: 11/06/2026

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Cirka 45.000 unge mellem 15 og 25 år står i dag uden for job- og uddannelsesfællesskaberne i Danmark.

Trods reformer, investeringer og politisk opmærksomhed har tallet ligget på omtrent samme niveau gennem flere årtier.

Nu bliver initiativet "En Vej til Alle" etableret som en selvstændig organisation med ambitionen om at samle kommuner, virksomheder, forskere og civilsamfund om nye løsninger for unge, der har svært ved at finde vej til uddannelse og arbejde.

Bag etableringen står Bikubenfonden og Lauritzen Fonden, som bliver medstiftere af den nye organisation.

"Der er en stor gruppe unge, der ikke af sig selv finder fodfæste på vej ind i voksenlivet og må se til fra sidelinjen, mens deres jævnaldrende drøner af sted på uddannelser, lærepladser og i livet," siger Henrik Kolind, der bliver bestyrelsesleder for "En Vej til Alle".

Han er tidligere kommunaldirektør i Roskilde Kommune.

Som hjælpesystemet er skruet sammen nu, taber vi disse unge på gulvet. Det kan vi ikke leve med, men det er et stædigt samfundsproblem, der kræver, at vi tager et fælles ansvar for, at unge ikke falder mellem siloer og sektorer, siger han.

Vil ændre systemerne

Ifølge "En Vej til Alle" skal løsningen ikke alene findes hos de unge selv.

Ambitionen er i stedet at skabe bedre sammenhæng mellem de systemer og aktører, som møder unge på vej mod job og uddannelse.

Organisationen arbejder ud fra en tanke om, at systemerne i højere grad skal kunne rumme forskellige veje ind i uddannelse, beskæftigelse og fællesskaber.

Sekretariatet skal ledes af Anna Mollerup, der tidligere har været vicedirektør i Socialt Udviklingscenter SUS.

I dag samler "En Vej til Alle" mere end 50 aktører på tværs af kommuner, forskningsmiljøer, virksomheder og civilsamfundsorganisationer i en række arbejdsgrupper, der arbejder med konkrete løsninger og udviklingsprojekter.

Sidst opdateret: 11/06/2026 - 11:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]