Fra venstre: Maria Bille Høeg fra Dansk Arbejdsgiverforening, Morten Skov Christensen fra FH og Anita Vium Jørgensen fra Danske A-kasser. Alle tre ser frem til samarbejdet med Ane Halsboe-Jørgensen som ny beskæftigelsesminister.

Fra venstre: Maria Bille Høeg fra Dansk Arbejdsgiverforening, Morten Skov Christensen fra FH og Anita Vium Jørgensen fra Danske A-kasser. Alle tre ser frem til samarbejdet med Ane Halsboe-Jørgensen som ny beskæftigelsesminister. - Foto: Pressebillede: DA / Mathias Svold/Ritzau Scanpix / pressebillede: Danske A-Kasser

Arbejdsmarkedets parter byder Ane Halsboe velkommen tilbage

Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og a-kasserne kvitterer for regeringens ambitioner på beskæftigelsesområdet og ser frem til nye forhandlinger om blandt andet pension, arbejdsliv og arbejdsudbud.

Udgivet: 04/06/2026

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Fagbevægelsen, arbejdsgiverne og a-kasserne kvitterer for regeringens ambitioner på beskæftigelsesområdet og ser frem til nye forhandlinger om blandt andet pension, arbejdsliv og arbejdsudbud.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) er tilbage som beskæftigelsesminister, og modtagelsen fra arbejdsmarkedets parter er positiv.

Både Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Danske A-kasser fremhæver i opslag på LinkedIn, at de ser frem til samarbejdet med den tidligere beskæftigelsesminister, som nu igen får ansvaret for området.

Samtidig peger de på, at regeringsgrundlaget indeholder en række initiativer, hvor parterne forventer at spille en central rolle.

Danske A-kasser: Klar til et mere fleksibelt arbejdsliv

Direktør i Danske A-kasser, Anita Vium Jørgensen, fremhæver især regeringens ambition om et mere moderne og fleksibelt arbejdsliv.

Hun glæder sig over, at regeringsgrundlaget anerkender, at a-kasserne kan spille en større rolle på arbejdsmarkedet, og ser frem til drøftelser om, hvordan a-kasserne kan bidrage til mere fleksible arbejdsliv.

Samtidig takker hun den afgående beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek for samarbejdet og varsler, at organisationen er klar til at gå ind i arbejdet med regeringens nye initiativer.

FH: Den danske model skal styrkes

Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation ser formand Morten Skov Christensen frem til igen at samarbejde med Ane Halsboe-Jørgensen.

Han peger på, at regeringen har sat en række store emner på dagsordenen, herunder "Velfærdsforlig 2.0", pension, tilbagetrækning, arbejdsmiljø og en kommende sporskiftefond.

FH-formanden glæder sig samtidig over, at regeringen lægger op til at styrke den danske model og involvere arbejdsmarkedets parter i de kommende reformer.

Ifølge Morten Skov Christensen er det afgørende, at lønmodtagernes stemme bliver hørt, når fremtidens arbejdsliv skal formes.

DA: Flere skal ind på arbejdsmarkedet

Også hos Dansk Arbejdsgiverforening ser man også positivt på regeringens planer.

Chef for beskæftigelse og arbejdskraft, Maria Bille Høeg, fremhæver især behovet for at skaffe flere medarbejdere til virksomhederne.

Hun peger blandt andet på international arbejdskraft, flere seniorer på arbejdsmarkedet og en indsats for at bremse stigningen i unge på førtidspension som vigtige temaer i det kommende samarbejde.

Samtidig understreger hun betydningen af en stærk implementering af beskæftigelsesreformen, så flere ledige kommer hurtigere i job, og virksomhederne lettere kan finde den arbejdskraft, de efterspørger.

Fælles for organisationerne er, at de ser positivt på regeringens ønske om at involvere arbejdsmarkedets parter i de kommende reformer og forhandlinger.

Sidst opdateret: 04/06/2026 - 10:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]