Debatindlæg af Andreas Keil (S), beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i Københavns Kommune

Med beskæftigelsesreformen får kommunerne mere frihed, større råderum og bedre muligheder for at møde borgerne med en individuel tilpasset indsats.

Det er et paradigmeskifte i beskæftigelsesindsatsen, og det håber jeg, at en ny regering holder fast i.

I stedet for standardkrav og standardforløb, der ikke altid tog nok hensyn til den enkeltes situation og det hele menneske, er vi i gang med at ændre kulturen i vores jobcentre og give medarbejderne bedre muligheder for at bruge deres faglighed. Det er ændringer, jeg tror på, vil komme borgeren til gode.

Jeg er også sikker på, at mange danskere ville blive positivt overraskede, hvis de besøgte et jobcenter i dag. For her tænkes nyt, ud af boksen og i kreative løsninger, som giver mening lokalt. Og med friheden som katalysator.

I Københavns Jobcenter møder vi de unge på nye måder. Her får de en mentor, som selv har stået i lignende situationer og ved hvordan det føles, når livet ser lidt bøvlet ud. Det gør en forskel at møde et menneske, man kan spejle sig i.

Samtidig kan vi nu langt bedre arbejde på tværs af beskæftigelses- og socialområdet. Til gavn for borgere, der jo ikke lever i kommunale siloer. Derfor skal hjælpen heller ikke gøre det. Den skal være helhedsorienteret og tværgående, så vi kan få flere mennesker tættere på job, uddannelse og fællesskab.

Derfor bekymrer det mig også, hvis vi samtidig med implementeringen af reformen begynder at lægge nye proceskrav og detailstyring ned over kommunerne. For så risikerer vi, at det, der nu spirer, mister kraft, før det for alvor rodfæster sig.

Landets kommuner – herunder København – er for eksempel blevet pålagt en opgave af den tidligere regering om at gennemgå 5.000 førtidspensionssager. Den opgave løser vi selvfølgelig.

For vi har som kommuner selvfølgelig et ansvar for, at førtidspension gives til dem, der åbenlyst skal have en. Det ansvar tager vi meget alvorligt. Når det er sagt, så vil en genåbning af tidligere afgørelser trække store ressourcer i et system, som vi jo ellers er i gang med at forandre til at være baseret på større tillid og mere frihed. Ligesom det vil skabe usikkerhed for tusindvis af mennesker, der så vil skulle leve med frygt for, om deres førtidspension pludselig forsvinder.

Jeg appellerer til Christiansborg om at holde fast i tilliden til kommunerne i stedet for at falde tilbage i bureaukratiske krav og detaljeret styring. Jo større plads der er til faglige vurderinger lokalt, desto bedre muligheder har vi for at skabe holdbare og meningsfulde forløb for borgerne.

Jeg har også en bekymring, jeg håber, en ny regering og det nyvalgte folketing vil engagere sig i. Nemlig udviklingen i antallet af unge på førtidspension.

Flere unge ender i dag på førtidspension. Det bør vi tage meget alvorligt og gøre alt vi kan for at få vendt.

Jeg tror grundlæggende på, at de fleste mennesker ønsker at have noget at stå op til. Jeg synes også, at vi kan tillade os at være optimistiske omkring de forbedrede behandlingsformer, fx når det gælder psykisk sygdom. Derfor skal vi heller ikke parkere unge mennesker på varig forsørgelse, når vi ved, at en del kan få det bedre og opleve sig tilvalgt ved at blive en del af fællesskabet.

Reformen giver os jo netop mulighed for at nå unge, som vi ikke nåede ud til før. Hvor vi ved at tage den unge i hånden og med den rette tillid og en fast hånd i ryggen kan rykke de unge på nye måder.

Derfor synes jeg, at vi skal overveje om førtidspension til unge som udgangspunkt skal revurderes efter en årrække.

De sidste år har allerede budt på enormt store forandringer af beskæftigelsesindsatsen og meget mere vil ske den kommende tid. Det er spændende og giver os helt nye muligheder for at medarbejderne kan udfolde deres faglighed, og borgerne kan blive mødt det sted, de står i livet.

Den frihed og tillid, som beskæftigelsesreformen har givet kommunerne, skal vi nu i fællesskab vande, give lys og skabe plads til kan blomstre.