Debatindlæg af Peter Larsen, rådmand for Job og Social i Aalborg Kommune (SF).

Valget har efterladt os med et Folketing uden et klart rødt eller blåt flertal. Derfor er det heller ikke realistisk, at beskæftigelsesreformen bliver lavet om lige foreløbig.

Og det er faktisk en god ting.

For skal reformen lykkes, kræver det ro. Ikke mindst af respekt for borgerne.

Kommunerne står midt i en stor omstilling. Vi skal levere en indsats med færre ressourcer – men med højere kvalitet. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi får tid til at gøre det ordentligt.

Ambitionen er klar for alle: Vi skal møde mennesker som mennesker. Ikke som sager. Mindre system – mere virkelighed. For borgerne forventer ikke, at vi udretter mirakler – men de forventer at vi lytter til deres ideer og mål.

Det ønske ved jeg, at medarbejderne deler. De vil bruge deres faglighed til at finde løsninger, der virker i virkeligheden – sammen med borgeren, ikke hen over hovedet på dem.

Men det kræver plads til at tænke ud af siloen. Til at finde løsninger sammen med virksomheder og civilsamfund. Og det kræver mod til at gøre tingene anderledes.

For virkeligheden er også, at der er færre penge. Det stiller krav om at finde løsninger, der holder i virkeligheden.

Derfor er det afgørende, at vi holder fast i tankegangen bag Job First. Arbejdsmarkedet er det vigtigste fællesskab, som vi har. Det ønsker langt de fleste at bidrage til.

Derfor skal vi skal tro på mennesker – og vise det i praksis. Ikke ved at stille flere krav, men ved at stille os på deres side.

Indsatsen skal bringe mennesker videre mod job eller uddannelse. Men den skal hænge sammen. Vi skal gå på tværs af beskæftigelse, social og sundhedsindsatser.

Vi kan allerede se, at det virker. Unge med psykiske udfordringer kommer i job eller uddannelse gennem IPS-indsatsen.

Samarbejde med virksomheder om delvis raskmelding får flere hurtigere tilbage i arbejde.

Og fleksible ansættelser giver socialt udsatte deres første lønseddel.

Reformen giver os større frihed lokalt. Det er en styrke. Men samtidig er de økonomiske rammer strammere. Det stiller krav til prioritering – og til ledelse.

Sandheden er, at ingen endnu ved præcis, hvordan reformen lander i praksis.

Derfor er det rimeligt at kræve arbejdsro ikke bare frem mod 2027, hvor reformen er fuldt indfaset, men også årene derefter. Ro til at finde løsninger, der virker – sammen med borgere og virksomheder.

Men én ting er sikkert: Vi har ikke råd til, at det mislykkes. Derfor har vi brug for et folketing, der giver tid – og har modet til at vise tillid – fremfor at komme med nye regler.