
(Genrefoto). - Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Seniorer vil gerne arbejde længere under fleksible forhold
Ny undersøgelse fra Faglige Seniorer viser potentiale for arbejdskraft, da en stor andel af seniorer gerne vil arbejde længere under de rette forhold.
Udgivet: 23/04/2026
En stor gruppe pensionerede danskere kunne have fortsat på arbejdsmarkedet. Det viser en ny undersøgelse, som Faglige Seniorer i samarbejde med Tænketanken WELA har fået lavet. De nye tal peger på et overset potentiale i en tid med stigende mangel på arbejdskraft.
En forudsætning går igen: Det kræver langt mere fleksible rammer i de sidste år af arbejdslivet, skriver Faglige Seniorer.
På tværs af pensionsordninger svarer mellem 41 og 53 procent af seniorerne, at de ville være blevet længere i job, hvis forholdene havde været anderledes. Det gælder både folkepensionister, efterlønnere, førtidspensionister og modtagere af tidlig pension.
Undersøgelsen har spurgt 4.780 seniorer under 70 år, om de under de rette forhold gerne vil fortsætte med at arbejde. Ja, svarer:
- 47 procent af dem på tidlig pension (Arne-Pension)
- 50 procent af dem på folkepension
- 51 procent f dem på seniorpension
- 54 procent af dem på efterløn
- 59 procent af dem på førtidspension
Direktør i Faglige Seniorer Palle Smed, siger om undersøgelsen:
"Tallene udfordrer en udbredt fortælling om, at seniorer primært trækker sig tilbage, fordi de ikke vil arbejde længere," siger han og tilføjer:
"I stedet peger de på, at det i høj grad handler om, hvordan arbejdslivet er indrettet. Mange efterspørger færre arbejdstimer, bedre mulighed for selv at tilrettelægge arbejdet og en glidende overgang fra fuldtidsjob til pension."
Sidst opdateret: 23/04/2026 - 10:26










































