
Morten Ballisager, direktør i konsulenthuset Ballisager. - Foto: Ballisager/pressefoto.
Ny analyse: Flere i job søger videre - kan presse de ledige
Den årlige Kandidatanalyse fra Ballisager er netop udgivet. Den viser, at flere er stressede, melder sig syge uden at være det, og flere beskæftigede er villige til at skifte job.
Udgivet: 21/04/2026
Flere bliver stressede, 21 procent har meldt sig syge uden at være det, og flere i job kigger mod nye jobs - hvilket særligt kan ramme ledige med udfordringer, der rækker længere end selve ledigheden.
Det er blandt resultaterne af den netop offentliggjorte Kandidatanalyse, som konsulenthuset Ballisager laver årligt i samarbejde med Voxmeter.
Morten Ballisager, analysechef og direktør for Ballisager, understreger, at når beskæftigede i højere grad er villige til at søge mod nye jobs, så kan særligt de udfordrede ledige blive ramt.
"Jeg forudser, at de ledige kan opleve en sværere situation omkring at finde nyt job. For hvis konkurrencen fra de beskæftigede vokser, så kan det blive sværere for de ledige – og de kan få længere ledighedsforløb," siger Morten Ballisager til NB-Beskæftigelse og tilføjer:
"Og dem, som kommer i klemme, forudser jeg, bliver de ledige med udfordringer ud over ledighed."
Analysen er lavet på baggrund af interviews med 2000 medarbejdere og ledere fra både det private og offentlige arbejdsmarked, som er blevet spurgt til alt fra motivation, sammenhold, møder, hjemmearbejde og meget mere. Den viser, at mens det danske arbejdsmarked bugner, er flere udfordringer under opsejling.
Stress er et voksende problem
Morten Ballisager ser stress som den mest markante udfordring i analysen.
Flere og flere føler sig ofte stressede, og særligt kvinder trækker statistikken op. Tre procent er lige nu sygemeldt med stress, mens 23 procent har været, men er tilbage i job.
"Det største problem er stress og den hale af udfordringer, det trækker med sig. For det er målbart sådan, at når du først har været nede med stress, så er der en ret stor risiko for, at du IKKE kommer tilbage på fuld kraft og med samme trivsel i dit arbejdsliv," siger han og understreger:
"Samfundet mister enorme summer på tabt arbejdsevne på denne konto – enorme summer. Og vi er ikke tæt på at have knækket koden."
(Artiklen fortsætter under grafen)
Dertil har hele 21 procent i analysen meldt sig syge uden at være syge. Her topper de unge listen, hvor 33 procent af 18-34 årige har haft sygefravær uden at have været syge.
"Jeg synes, vi er konfronteret med et problem, der er ved at løbe løbsk. Det er som om, at politikere, parter, virksomheder og den enkelte mangler redskaber til at forebygge," påpeger Morten Ballisager og tilføjer, at det kan være et svært emne at komme til livs på grund af blandt andet tabu.
Er mødekulturen gået for vidt i kommunerne?
Udover de beskæftigelsesrettede perspektiver, er der en række svar omkring arbejdsmiljø - også i kommunerne.
Her topper de kommunale ledere i at gå til møder, hvor de i gennemsnit er i møde i hele 10 timer ugentligt. Det er syv timer mere end de almene medarbejdere. Til sammenligning er ledere i henholdsvis staten og regionerne i møde i seks og syv timer ugentligt.
Det mener Morten Ballisager, er et væsentligt resultat at tage ud af analysen.
"Og så kunne jeg godt tænke mig at stille spørgsmålstegn ved de kommunale lederes mødekultur," siger han.
"Behøver de at sidde i møde omtrent 1/3 af deres arbejdstid – kunne de måske prøve at holde mere effektive og færre møder – det ville da frigøre nogle kræfter og fokus. Jeg tror, at nogle af deres møder er blevet mere rituelle end værdifulde," afslutter han.
Udover de nævnte perspektiver afdækker analysen også, hvilke grupper der går efter ledelsesposter, hvem der generelt trives samt motivation for at søge job.
Du kan downloade den fulde analyse her.
Sidst opdateret: 21/04/2026 - 12:23












































