I påsken mødtes partierne igen på Marienborg for at forhandle regering. Men en afklaring lader fortsat vente på sig.

I påsken mødtes partierne igen på Marienborg for at forhandle regering. Men en afklaring lader fortsat vente på sig. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Analyse: Mens vi venter på en ny regering, kan næste reformbølge allerede være på vej

Regeringsforhandlingerne kan trække ud, men på beskæftigelsesområdet er der ikke udsigt til pause. Tværtimod kan friske politiske uenigheder snart sætte gang i næste reformbølge.

Udgivet: 06/04/2026

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Alt tyder på, at vi bør væbne os med tålmodighed, inden en ny regering er forhandlet på plads.

Efter en kort påskepause i forhandlingerne fortsætter Mette Frederiksen i denne uge arbejdet med at få enderne til at mødes. Men kabalen lader sig ikke sådan lige løse. Der skal indgås en lang række kompromisser inden den går op.

Valget efterlod et fragmenteret Folketing med 12 partier, hvor kun Socialdemokratiet satte sig på mere end 12 procent af stemmerne. Og hverken rød eller blå blok kan alene samle flertal.

Men uanset hvordan den kommende regering bliver udformet, er der ikke meget der tyder på, at tempoet på beskæftigelsesområdet bliver sat ned.

Godt nok fyldte området bemærkelsesværdigt lidt i valgkampen. Men stilheden bør ikke forveksles med politisk ro.

Tværtimod tyder meget på, at beskæftigelsesområdet kan stå foran nye politiske indgreb. Det vil i givet fald ske samtidig med, at kommunerne stadig er i fuld gang med at implementere den reform, som er blevet kaldt den største og mest vidtgående i danmarkshistorien.

Arbejdsroen udebliver

Allerede før valget forudså KL’s cheføkonom Morten Mandøe, at kommunerne næppe skal regne med arbejdsro.

"Jeg tror ikke, vi får en regering, der siger, at kommunerne nu skal have ro til at implementere alle de reformer, der allerede er vedtaget," lød det på årets Beskæftigelsestræf i begyndelsen af marts.

Den pointe rammer en central erfaring på området: Reformtempoet styres sjældent af hensynet til implementering. Det drives i højere grad af politiske dagsordener, enkeltsager og nye problemforståelser.

Det var ellers netop ambitionen, da reformen blev født, at kommunerne skulle have ro til at implementere uden løbende politiske indgreb.

På JobCAMP i 2024 opfordrede daværende beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen kommunerne til at holde politikerne fast på frisættelsen:

"Hold os ansvarlige, hvis vi bliver fristet af at genindføre reglerne, så snart de første kritiske overskrifter dukker op."

Men i politik går tingene som bekendt hurtigt, og den slags løfter kan sagtens miste værdi, når enkeltsager og kritik overtager dagsordenen.

Beskæftigelsesreformen er kun delvist på plads. Centrale lovforslag mangler, og det er endnu uklart, hvilke effekter reformen reelt vil få. Alligevel er der allerede tegn på, at reformen kan skabe sit eget politiske pres.

Med reformen får kommunerne større frihed til at tilrettelægge indsatsen. Det åbner for faglig udvikling, men også for større forskelle på tværs af kommunegrænserne. Og netop forskellene kan blive næste politiske slagmark.

Hvis borgere i én kommune mødes med en markant anden indsats end i nabokommunen, siger erfaringen, at det snart fører til kritik og krav om politiske indgreb.

Reformen kan åbne nye politiske fronter

Flere røde partier taler åbent om, at de ønsker at ændre på reformen, hvis de får muligheden. Særligt arbejdspligten nævnes som et område, der kan stå for skud, hvis magtbalancen tipper.

Andre spørgsmål presser sig på. Opkvalificering og efteruddannelse fylder i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet. Og ydelser og incitamenter kan sagtens få comeback som politisk konfliktstof, og særligt hvis konjunkturerne ændrer sig.

Kommunerne risikerer altså at blive fanget i et velkendt krydspres. De har travlt med at implementere en stor reform, samtidig med at nye politiske krav kan være på vej.

Beskæftigelsespolitikkens fravær i valgkampen, kan snart vise sig at være en midlertidig stilhed.

Når reformens konsekvenser viser sit sande ansigt, så forskellene mellem kommunerne bliver tydelige, kan presset for nye politiske indgreb hurtigt vokse.

Så kan næste reformbølge ramme, før den første er skyllet ind over land.

Fik du læst?

Valget sætter beskæftigelsesreformen i et limbo

Sidst opdateret: 06/04/2026 - 21:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]