
Arkivfoto. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ukrainere i Danmark med PTSD er i lavere grad beskæftiget
Næsten hver tredje ukrainer, der er kommet til Danmark siden 2022, har tegn på PTSD. De er i lavere grad beskæftigede end dem uden tegn på PTSD, viser studie fra ROCKWOOL Fonden.
Udgivet: 24/02/2026
Ukrainere i Danmark er generelt i høj grad beskæftigede.
40.000 ukrainere er kommet til Danmark siden 2022, og næsten hver tredje, 29 procent, udviser tegn på PTSD.
62 procent ud af dem med PTSD er i beskæftigelse, mens 70 procent uden tegn på PTSD er i arbejde. Til sammenligning er næsten 80 procent af herboende danskere i samme aldersgruppe i arbejde.
Det skriver ROCKWOOL Fonden i en pressemeddelelse.
Studiet viser, at når man har kontrolleret for en lang række baggrundsfaktorer, har Ukrainere med tegn på PTSD stadig 7 procentpoint lavere sandsynlighed for at være i arbejde end dem uden tegn på PTSD to år efter ankomst.
"Selvom ukrainerne generelt har et højt beskæftigelsesniveau, kan vi se, at en stor del af ukrainerne kommer hertil med traumer, der kan påvirke deres evne til at arbejde," siger Mette Foged, seniorforsker ved ROCKWOOL Fonden.
Studiet viser også, at når ukrainere med tegn på PTSD er i arbejde, arbejder de færre timer end andre.
Kommer generelt hurtigt i arbejde
Selvom ukrainere med tegn på PTSD har sværere ved at komme i arbejde, kommer ukrainere generelt hurtigt i arbejde, når de er kommet til Danmark.
Forskningsrapporten viser, at 50 procent af de ukrainere, der ankom til Danmark mellem den 24. februar 2022 og 30. september 2022, var i arbejde efter seks måneder, og efter to år var cirka 68 procent i arbejde. Til sammenligning er omkring 80 procent af de herboende danskere i samme aldersgruppe i arbejde.
Læs hele forskningsrapporten her.
Sidst opdateret: 24/02/2026 - 11:42










































