Sygedagpengemodtagere raskmeldt af kommunen i beskæftigelse efter otte uger

Kun i to procent af forløbene er det kommunen, der raskmelder. Det er positivt, at andelen er lav, for det kan være konfliktfuldt, påpeger arbejdsmarkedschef i Aalborg.

Udgivet: 19/02/2026

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Nogle gang må kommunen raskmelde borgere på sygedagpenge. Det kan være, at borgeren bliver vurderet til at være rask efter en jobprøvning eller en lægeerklæring.

Selvom borgeren ikke selv anser sig for at at være rask nok til beskæftigelse, så kan kommunen i disse tilfælde efter sygedagpengelovens §7, stk. 5 raskmelde personen.

Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører i SF, har bedt beskæftigelsesministeren om svar på, hvor mange af de raskmeldte efter denne paragraf, som i 2024 og 2023 var i beskæftigelse efter otte uger. Gennemsnittet i 2024 var 58 procent.

Se tallet for din kommune i danmarkskortet nedenfor.

Bemærk at de raskmeldte efter denne paragraf blot udgør omtrent to procent, da langt de fleste borgere raskmelder sig selv.

(Artiklen fortsætter under kortet.)

Aalborg Kommune var blandt de kommuner, hvor flest af de raskmeldte efter paragraffen var i beskæftigelse efter otte uger i 2024.

Jesper Dahlgaard, job- og uddannelseschef i Aalborg Kommune, understreger, at det mest optimale er, når borgeren selv raskmelder sig, hvilket de også gør i langt de fleste tilfælde.

"Der er tale om meget få og en meget lille andel af borgerne på sygedagpenge. Vi bruger heldigvis ikke den her paragraf ret ofte, for det bedste er at det er borgeren selv der raskmelder sig," siger han.

Samtidig fremhæver han, at der i disse sager netop oftere opstår konflikt mellem kommune og borger, da borgeren ikke har samme opfattelse af at være rask nok til at arbejde. Det kan være blandt andet fordi, at borgeren ikke oplever at være rask nok til det job vedkommende kom fra eller at lægen ikke finder nogen sygdom. Derfor ender disse sager også oftere i Ankestyrelsen, påpeger Jesper Dahlgaard.

"Det kan være, når borgeren ikke føler sig helt rask eller ikke kan se sig i det job, men havde inden. Men derfor kan man jo godt stå til rådighed til noget andet. Borgeren kan alligevel føle sig syg, så her kan der opstå diskussion eller uenighed," siger han.

"Der er heldigvis ikke mange af den her type sager. Det er jo ikke rart, når vi skal raskmelde en borger, der ikke selv mener at være rask. Det kan være konfliktfuldt, og derfor er det godt, at de sager ikke fylder mere end to procent," afslutter Jesper Dahlgaard.

Fakta

Lov om sygedagpenge § 7 stk. 5

Stk. 5. Sygedagpengene ophører helt eller delvis den dag, hvor lønmodtageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er helt eller delvis arbejdsdygtig, uanset om den pågældende genoptager arbejdet eller raskmelder sig, jf. dog § 53, stk. 2. Sygedagpengene kan ophøre tidligere, når den sygemeldtes helbredstilstand er stationær og kommunen efter en individuel, konkret vurdering af personens arbejdsevne skønner, at den sygemeldte ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension. Dog vil udbetalingen af sygedagpenge senest ophøre ved revurderingstidspunktet, jf. §§ 24 eller 25, medmindre betingelserne for en forlængelse af sygedagpengeperioden efter §§ 27 eller 29 er opfyldt.

Kilde: Danske Love

Sidst opdateret: 19/02/2026 - 12:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]