
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek på besøg hos TAMU. - Foto: TAMU
Minister besøgte uddannelsessted for unge med sociale udfordringer
"Hos os borer vi ikke i, hvad de unge måske burde have gjort anderledes tidligere. Vores pædagogik går ud på at se fremad og tro på potentialet hos hver enkelt elev," siger direktør for TAMU.
Udgivet: 05/02/2026
Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) har besøgt TAMU, Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser, i Lejre.
TAMU er en jobrettet uddannelse for 18-30-årige, der har eksempelvis misbrug, kriminalitet eller dårlige opvækstvilkår i bagagen. TAMU har over 50 års erfaring i at give udsatte unge det løft, som de skal bruge for at kunne varetage et job eller starte på en uddannelse, skriver TAMU selv i en pressemeddelelse.
Derfor er TAMU aktør i forbindelse med regeringens landsdækkende indsats 'Ungeløftet', som har til formål at hjælpe unge i gang med job eller uddannelse.
Omkring 45.000 unge står uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, og samtidig er der i en række brancher mangel på arbejdskraft.
Elever stod for rundvisning
På ministerens besøg d. 2. februar viste eleverne Kaare Dybvad Bek TAMU Lejres metalværksted samt faciliteter til uddannelsesretningen køkken/kantine. Desuden så beskæftigelsesministeren kostskoleafdelingen, som er fyldt til sidste plads med 27 elever, som bor på skolen.
Efter rundvisningen sagde Kaare Dybvad Bek til Sjællandske Medier, at TAMU er et meget vigtigt tilbud til unge, som har brug for struktur og for at vide, at hvis man ikke laver sine ting, så er der også en konsekvens.
"De unge uden job eller uddannelse er vidt forskellige mennesker. Hver tiende har et fysisk handicap. Nogle har diagnoser, nogle har været i fængsel, nogle har haft svære oplevelser i livet – og andre igen har helt andre udfordringer. Det er ikke én type unge, vi taler om, og de har brug for forskellige tilbud, alt efter hvor de er i deres liv," sagde Kaare Dybvad Bek til Sjællandske Medier.
Hos TAMU glæder direktør Peter Staun Kastholm sig over, at beskæftigelsesministeren med besøget i Lejre har haft lejlighed til at møde nogle af TAMUs elever.
"Vi er glade for, at Kaare Dybvad Bek nu har oplevet, at det faktisk er muligt at starte på en frisk, skabe sig en ny fremtid og opnå kvalifikationer, der gør, at man kan have et job. Hos os borer vi ikke i, hvad de unge måske burde have gjort anderledes tidligere. Vores pædagogik går ud på at se fremad og tro på potentialet hos hver enkelt elev. Samtidig lærer eleverne, at hvis man ikke møder op en dag, så er der nogle andre, der skal løbe hurtigere. Det er en tilgang, der virker. Vi har dokumentation for, at vi hvert år hjælper et stort antal udsatte unge ind på arbejdsmarkedet," siger Peter Staun Kastholm i en pressemeddelelse.
TAMU
Fakta om TAMU Lejre
TAMU Lejre er etableret i 2024 med lokaler på den tidligere Glim Skole på grænsen til Roskilde Kommune. TAMU Lejre har plads til 64 elever, hvoraf lidt under halvdelen kan bo på skolen.
TAMU Lejre tilbyder eleverne uddannelse inden for bygningsservice, kantine, metalindustri og rengøring.
Fakta om TAMU
TAMU er en praktisk tilrettelagt, joborienteret uddannelse for 18-30-årige, hvis liv er præget af sociale problemer. Uddannelsens formål er at fremme elevernes muligheder primært for beskæftigelse og for nogle af elevernes vedkommende også videre uddannelse.
De unge har haft problemer som følge af fx dårlige opvækstvilkår, misbrug eller kriminalitet.
Uddannelsen har syv skoler – såkaldte TAMU-centre – i henholdsvis Aalborg, Vitskøl, Aarhus, Odense, Jyderup, Vordingborg og Lejre.
Uddannelsen består af brancherettede forløb inden for retningerne bygningsservice, ejendomsservice, kantine, metalindustri, naturbrug, rengøring, transport og turisme. Uddannelsens varighed er gennemsnitligt 1 år, hvor de unge får sociale og faglige kompetencer, som sætter dem i stand til at bestride et job.
Sidst opdateret: 04/02/2026 - 15:15










































