
Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, peger på et paradoks i, at næsten 76.000 personer med handicap står klar til arbejde, samtidig med at der er stor mangel på arbejdskraft. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rapport: 76.000 personer med handicap kan tage et job med det samme
Antallet af personer med handicap, der ønsker arbejde og kan starte inden for to uger, er steget markant på bare to år, viser ny analyse fra VIVE.
Udgivet: 13/01/2026
Næsten 76.000 personer med handicap søger eller ønsker arbejde og kan begynde inden for to uger.
Det viser nye tal fra VIVE's rapport Handicap og beskæftigelse 2024.
"Det virker jo lidt paradoksalt i en tid, hvor vi taler om stor mangel på arbejdskraft," siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.
Rapporten bygger på interviews med 10.732 personer i alderen 16-64 år, hvoraf 3.278 har et handicap. Den analyserer blandt andet jobsøgning, jobønsker og muligheden for at starte i arbejde inden for 14 dage blandt ikke-beskæftigede personer med handicap
Markant vækst i jobparate
Ifølge opgørelsen søger knap 52.000 personer med handicap aktivt job og kan begynde med kort varsel. Derudover ønsker omkring 24.000 personer job, selvom de ikke aktuelt søger, og vurderer ligeledes, at de kan starte hurtigt.
Samlet set giver det et antal på cirka 75.700 personer, som vurderes at være tæt på arbejdsmarkedet. Tallene er opregnet af VIVE på baggrund af interviewundersøgelsen.
Udviklingen markerer en markant stigning over få år. I 2022 var der omkring 43.000 personer med handicap, som søgte eller ønskede job og kunne begynde i løbet af få uger. I 2023 var tallet steget til cirka 63.000, og i 2024 når det altså næsten 76.000.
Ifølge Thorkild Olesen hænger det blandt andet sammen med, at arbejdsmarkedet fortsat er indrettet snævert.
"Vi ser stadig arbejdsmarkedet, som om man enten arbejder 37 timer, eller også arbejder man ikke," siger han til NB-Beskæftigelse.
Flere med handicap og større spænd i jobønsker
Ifølge VIVE skyldes udviklingen for det første, at det samlede antal personer med handicap i den erhvervsaktive alder er vokset fra 968.000 i 2023 til 1.024.000 i 2024. Det hænger både sammen med demografiske ændringer og med, at en større andel af befolkningen vurderer, at de har et handicap.
Derudover er sammensætningen af gruppen ændret. Flere personer med mindre handicap er kommet med i opgørelsen. Denne gruppe har generelt en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet end personer med større handicap, hvilket bidrager til, at flere vurderer, at de kan tage et job med kort varsel.
Opgørelsen omfatter alene personer, der vurderer, at de kan starte inden for to uger, og der er tale om antal personer og ikke fuldtidspersoner.
Jobønskerne blandt de 76.000 spænder bredt. Nogle vil kunne arbejde på ordinære vilkår, mens andre vil have behov for særlige rammer som fleksjob, skånejob, deltidsansættelser, studiejob eller praktik.
"Hvis vi formår at få flere af dem her i arbejde, er det jo en klar win-win. Det er godt for den enkelte, og det er godt for samfundet, fordi man går fra overførsler til at blive skatteborger," siger Thorkild Olesen.
Ifølge VIVE arbejder omkring 76 procent af beskæftigede personer med handicap i dag på ordinære vilkår. Det er dog usikkert, om andelen vil være lige så høj blandt de ikke-beskæftigede, der står klar til job. Alligevel peger tallene på et betydeligt beskæftigelsespotentiale i en gruppe, der ofte fylder relativt lidt i debatten om arbejdskraftmangel.
Læs rapporten Handicap og beskæftigelse 2024 fra VIVE her.
Sidst opdateret: 15/01/2026 - 09:20










































