Nick Zimmerman (DF) kræver et opgør med socialrådgivere og rejser mistanke om snyd i førtidspensionssager.

Nick Zimmerman (DF) kræver et opgør med socialrådgivere og rejser mistanke om snyd i førtidspensionssager. - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

DF kræver opgør med socialrådgivere efter aftale om førtidspension

Beskæftigelsesordfører Nick Zimmerman mener, at kulturelle, religiøse og faglige hensyn kan have påvirket afgørelser om førtidspension, mens socialrådgivernes forkvinde kalder anklagerne alvorlige og ubegrundede.

Udgivet: 18/12/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Efter aftalen om genåbning af førtidspensionssager retter Dansk Folkeparti nu en direkte anklage mod socialrådgivere.

Beskæftigelsesordfører Nick Zimmerman mener, at der kan være tale om bevidst snyd i forbindelse med tildelingen af førtidspensioner.

Ifølge Zimmerman er mistanken en af hovedårsagerne til, at DF har presset på for at få genåbnet omkring 5.000 sager.

"Jeg vil have undersøgt socialrådgiverne til bunds. Kan der være en social, religiøs, kulturel eller faglig baggrund, der spiller ind i afgørelserne. Eksempelvis hvis en socialrådgiver med somalisk eller irakisk baggrund sidder med en borger fra samme miljø. De kan kende hinanden fra lokalmiljøet, og der kan være et pres i den situation," siger Nick Zimmerman til NB-Beskæftigelse.

Han fremhæver, at mistanken ikke kun retter sig mod socialrådgivere, men også mod det lægefaglige grundlag i nogle områder.

"Jeg kan også være bekymret for, om der sidder læger i for eksempel Mjølnerparken eller Vollsmose, som bare gummistempler lægeerklæringer. Hvad bliver de erklæringer lavet på, og hvorfor."

Ifølge DF-ordføreren har det været afgørende at få både sagsbehandlingen og samspillet med det lægefaglige system med i den aftalte gennemgang.

"Det er noget, jeg har holdt fast i siden de første forhandlinger. Og heldigvis har der været en vis lydhørighed fra regeringen, så det nu er kommet med i aftalen," siger han.

Socialrådgivere afviser anklagerne

Hos Dansk Socialrådgiverforening afviser forkvinde Signe Færch kontant DF’s anklager og kalder dem både alvorlige og ubegrundede.

“Når en folketingspolitiker insinuerer, at socialrådgivere træffer afgørelser ud fra etnicitet eller religion, er det en alvorlig og ubegrundet anklage. Der findes intet belæg for påstanden – men den skader tilliden til både fagfolkene og hele det sociale system,” skriver hun.

Færch understreger samtidig, at en førtidspension ikke er en afgørelse, den enkelte socialrådgiver kan træffe alene.

“Det er resultatet af lange og tværfaglige processer med lægefaglige vurderinger, rehabiliteringsteam og pensionsnævn. At påstå andet er enten uvidenhed eller bevidst fordrejning,” siger Signe Færch.

Oplever forskelsbehandling

Som begrundelse for mistanken peger Nick Zimmerman på den oplevede forskel mellem danske borgere og ikke-vestlige indvandrere i adgangen til førtidspension.

"Det er notorisk svært som dansk borger at komme på førtidspension. Mange bliver kastet rundt i årevis mellem ressourceforløb, praktik og møder og føler sig ydmyget. Når vi så samtidig kan se, hvor nemt det på papiret kan være for ikke-vestlige indvandrere, så giver det anledning til spørgsmål," siger han.

Han anerkender, at der kan være saglige forklaringer på overrepræsentationen af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension. Alligevel fastholder han, at der også er behov for at undersøge, om normer og hensyn uden for lovgivningen har spillet ind.

“Der kan absolut være gode forklaringer. Men politisk og værdimæssigt mener jeg, at vi er nødt til at få afdækket, om der også har været forhold, som ikke burde have haft betydning for afgørelserne,” siger Nick Zimmerman.

Signe Færch advarer imidlertid mod konsekvenserne af den tilgang.

“Det er dybt problematisk at så tvivl om fagligheden hos socialrådgivere med minoritetsbaggrund. Samtidig er det fagligt helt på månen at bruge ressourcer på bagudrettet mistænkeliggørelse, mens man sparer på de indsatser, der faktisk forebygger, at mennesker ender på førtidspension,” siger hun.

Sidst opdateret: 18/12/2025 - 13:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]