
Samira Nawa (R) kalder regeringens forhandlinger om genåbning af førtidspensionssager bagudrettede og ude af trit med reformaftalens fokus. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Samira Nawa med skarp kritik af forhandlinger om genåbning af førtidspensioner
Radikale Venstres beskæftigelsesordfører langer ud efter regeringens kurs i de igangværende forhandlinger. Hun kalder fokus på genåbning af sager bagudrettet og advarer mod at spilde en chance for at hjælpe unge med psykiske lidelser.
Udgivet: 04/12/2025
Regeringens forhandlinger om et muligt lovforslag, der skal åbne gamle sager om førtidspension, møder nu åben kritik fra et af partierne, som sidder med ved forhandlingsbordet.
Radikale Venstre, der er blandt forligspartierne bag beskæftigelsesreformen, kritiserer kraftigt, at regeringen har valgt et helt andet fokus end det, der var lagt op til i reformaftalen.
Ifølge partiet var det aftalt, at der skulle forhandles videre om førtidspension med fokus på unge og mennesker med psykiske lidelser, ikke om at genåbne allerede afgjorte sager.
"Regeringen lægger op til noget, der er mere bagudrettet og handler om mennesker, der allerede har fået førtidspension. Jeg er mere optaget af at finde løsninger for de unge og for dem med psykiske lidelser. Så jeg synes, regeringen har et helt forkert og bagudrettet fokus her," siger Samira Nawa til NB-Beskæftigelse.
Ifølge Nawa kom det som en overraskelse for flere partier, at forhandlingerne i sidste uge tog udgangspunkt i en mulig genåbning af sager og ikke i forebyggelse og unges tilknytning til arbejdsmarkedet.
"Det kom bag på flere af os. Det er jo ikke det, der lå i statsministerens åbningstale. Hun talte om unge mennesker og psykiske lidelser. På den måde stemmer fokus ikke helt overens med det, regeringen selv har lagt op til," siger hun.
Ved Folketingets åbning understregede statsminister Mette Frederiksen, at hun ønsker et opgør med den stigende tilgang af unge på førtidspension.
"Trods politiske beslutninger om det modsatte, så er der i dag alt for mange unge under 40 år, der får tilkendt førtidspension. Der er stadig alt for mange unge, der hverken er i uddannelse eller job. Førtidspension til unge må og skal være en absolut undtagelse," sagde statsministeren i oktober.
Spild af chance for at hjælpe de unge
Samira Nawa frygter, at regeringen bruger politisk energi på at imødekomme Dansk Folkepartis krav om at kulegrave førtidspensioner til indvandrere i stedet for at bruge momentum til at reformere systemet fremadrettet.
"Jeg synes, vi spilder en chance, fordi vi jo netop er samlet nu. Alle er indstillet på, særligt efter statsministerens åbningstal, at vi skal kigge på de unge. Så hvorfor ikke tage fat dér, hvor problemet vokser?" spørger hun.
Ifølge NB-Beskæftigelses oplysninger fortsætter forhandlingerne tirsdag i næste uge. Men efter sine markante udmeldinger er Samira Nawa ikke sikker på, om hun fortsat vil være en del af forhandlingerne.
"Jeg har udtrykt ret stor kritik. Så jeg kan godt være i tvivl, om jeg bliver ved med at blive inviteret med til møderne," siger hun.
Sidst opdateret: 04/12/2025 - 11:05










































