Stor geografisk ulighed i efteruddannelse til ledige: “Det afhænger af, hvor du bor”

En ny analyse viser, at ledige i nogle kommuner får tilbudt jobrettet uddannelse fire gange så ofte som i andre. Reformen risikerer at øge skævheden, advarer Dansk Metal.

Udgivet: 01/12/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Mulighederne for at få jobrettet efteruddannelse afhænger i høj grad af, hvor i landet man bor.

En ny analyse fra Dansk Metal viser markante forskelle mellem kommuner og landsdele – og forbundet frygter, at forskellene vil vokse, når beskæftigelsesreformen træder i kraft til næste år.

Ifølge analysen fik 11,1 procent af dagpengemodtagerne vest for Storebælt i 2024 tilbudt jobrettet uddannelse af kommunen. Øst for Storebælt var det kun 5,8 procent. Forskellene er dermed næsten fordoblet mellem landsdelene.

Dansk Metal peger på, at uligheden i tilbud ikke blot er et spørgsmål om geografi, men også om kommunale prioriteringer.

"Tallene viser, at det i høj grad afhænger af postnummeret, hvilke muligheder du har som ledig. Der er kommuner, hvor over hver femte får et uddannelsestilbud – og andre, hvor andelen er tæt på nul,” siger John Larsen, hovedkasserer i Dansk Metals A-kasse, til NB-Beskæftigelse.

Artiklen fortsætter under kortet.

Stigende lokale forskelle

Analysen viser, at forskellene ikke kun går mellem landsdele, men også mellem nabokommuner.

I Region Midtjylland fik eksempelvis 23,4 procent af dagpengemodtagerne i Horsens mulighed for jobrettet uddannelse, mens andelen i Silkeborg blot var 4 procent.

I Aarhus var andelen 16 procent, mens nabokommunerne Favrskov og Odder lå helt nede på henholdsvis 2,7 og 3,4 procent.

Ifølge John Larsen er variationerne et tydeligt udtryk for, at kommunerne prioriterer forskelligt, selv inden for samme region.

”Der er kommuner som Sønderborg, hvor 24 procent får tilbudt uddannelse, mens nabokommunen Aabenraa kun ligger på 5,8 procent. Det viser, hvor tilfældigt det i praksis kan være, hvilken indsats man får. Det er svært at forklare, for vi ved, at uddannelse virker,” siger han.

Han peger på, at forskellene ikke kan bortforklares med lokale forhold alene.

”Selvfølgelig spiller ledighed og erhvervsstruktur en rolle. Men når vi ser så markante udsving mellem kommuner, der ligner hinanden, handler det også om politiske valg og prioriteringer.”

Kommunerne får mere frihed, men færre midler. Det kan betyde, at uddannelse bliver nedprioriteret, selvom vi ved, det giver effekt – både for borgerne og for arbejdsmarkedet.

John Larsen, hovedkasserer i Dansk Metals A-kasse

Frygt for forstærket ulighed med reformen

Når beskæftigelsesreformen træder i kraft i 2026, får kommunerne større frihed til at forme beskæftigelsesindsatsen – men samtidig skal jobcentrene spare milliarder. Ifølge Dansk Metal kan den kombination skabe endnu større geografisk ulighed.

”Kommunerne får mere frihed, men færre midler. Det kan betyde, at uddannelse bliver nedprioriteret, selvom vi ved, det giver effekt for både for borgerne og for arbejdsmarkedet,” siger John Larsen.

Han understreger, at uddannelse under ledighed ikke blot forkorter vejen tilbage til job, men også hjælper virksomhederne med at skaffe kvalificeret arbejdskraft:

”Når ledige får nye kompetencer, kommer de hurtigere i arbejde – og ofte i varigt job. Samtidig bidrager det til at afhjælpe manglen på faglærte i industrien og andre sektorer. Det er en gevinst for alle.”

Dansk Metal rejser sagen politisk

Dansk Metal følger udviklingen tæt og har allerede rejst problemstillingen politisk.

Ifølge John Larsen er der brug for et langt stærkere fokus på at sikre ensartede tilbud på tværs af kommuner, hvis beskæftigelsesreformen ikke skal forværre forskellene yderligere.

”Vi har gjort ministeren og beskæftigelsesordførerne opmærksomme på problemet, og de siger, de vil følge det tæt. Men vi vil også selv holde kommunerne op på det. Vi skal undgå, at Danmark får 98 forskellige beskæftigelsespolitikker, hvor borgernes muligheder afhænger af deres adresse.”

Han peger på, at behovet for uddannelse kun bliver større, når konjunkturerne vender:

”Hvis ledigheden stiger, bliver efteruddannelse helt afgørende for at hjælpe folk i job igen. Kommunerne skal være klar til at bruge de redskaber, der virker – og det gør uddannelse.”

Sidst opdateret: 02/12/2025 - 11:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]