Når vælgerne i dag går til stemmeurnerne, vil forsvindende få sætte deres kryds på baggrund af byrådskandidaternes holdninger til jobcentrenes fremtidige praksis.

Et af de mest afgørende velfærdsområder har glimret ved sit fravær i valgkampen.

Mens partilederne har duelleret på skole, sundhed og ældrepleje, har beskæftigelsesområdet været nærmest usynligt. Det er der i sig selv ikke noget nyt i. Men det er bemærkelsesværdigt netop i år, hvor området står foran en af de mest omfattende reformer i nyere tid.

Politikerne bag aftalen har stemplet den kommende praksis som danmarkshistoriens største forenkling af beskæftigelsessystemet. De nye byråd får markant større frihed til at forme indsatsen end de gamle, og det skal endda ske med færre midler.

Reform uden debat svækker ejerskabet

I en tid med rekordlav ledighed kan fraværet af politisk debat måske virke ligegyldig. Gode nøgletal kan have skabt en fortælling om, at området “kører af sig selv”. Men reformen, som skal træde i kraft fra årsskiftet, gør nærmest det modsatte: Den kræver grundlæggende omstillinger i kommunerne.

Jobcentrene skal omstruktureres, holdet af medarbejdere ændres, og hele indsatsen gentænkes. Men vælgerne aner ikke hvilken retning deres kommune agter at gå, for det blev aldrig et tema i valgkampen.

Når ingen præsenterer en politisk vision for indsatsen, bliver det uklart, hvilke forandringer borgerne reelt stemmer for. Det skaber usikkerhed om omstillingen og kan forstærke forskellene mellem kommunerne.

Forklaringen på fraværet er enkel: Der er ikke mange stemmer i beskæftigelsesindsatsen. Men netop derfor er der brug for politisk lederskab, og især med en stor reform lige rundt om hjørnet.

Udsatte borgere bliver valgets blinde vinkel

De borgere beskæftigelsessystemet bruger flest ressourcer på har stort set intet fyldt i valgkampen. Der er ikke mange stemmer i langtidssyge, psykisk sårbare borgere i ressourceforløb eller mennesker på vej mod fleksjob og førtidspension. Og deres komplekse historier lader sig kun sjældent fortælle i overskrifter.

Efter valget er det byrådene, der skal udstikke rammerne for indsatsen under den nye lovgivning. Det betyder blandt andet, at de skal beslutte, hvem der kan fritages for samtaler uden sanktioner, hvem der får adgang til dyre kurser, og hvor tilbuddene skæres væk. Alt sammen i en virkelighed, hvor kommunernes frihed nok bliver større, men i en mindre økonomi.

Valget kunne have været en kærkommen lejlighed til at skabe klarhed over den lokale retning. Det er bare ikke sket.

I stedet går borgerne til valg uden at vide, hvilken beskæftigelsespolitik de i praksis stemmer for. Det øger risikoen for markante kommunale forskelle, og dermed for at de mest udsatte borgere tabes i overgangen mellem gamle systemer og nye rammer.

Valgkampen var oplagt til en bred diskussion om årtiers største forandring af beskæftigelsesindsatsen. Den chance er nu forpasset.

Når politikerne undlader at tale om beskæftigelse, forstummer også stemmerne fra de ledige borgere, der har allermest brug for at komme ind i jobvarmen. Det er mere end bare et fravær af politisk debat, det er også en demokratisk blind vinkel.