
Leif Tøfting Kongsgaard, direktør og ph.d., advarer om, at data i kommunerne både kan skabe læring og indsigt – men også føre til stress og forvirring, hvis de ikke håndteres strategisk. - Foto: Væksthuset.
Når tallene styrer: Kommunernes nye udfordringer med tal og kerneopgaven
Kommunerne får med reformen større frihed til selv at vælge data, men ifølge Leif Tøfting Kongsgaard kan tal både skabe læring og bekymring blandt beskæftigelsesmedarbejdere. Derfor bør ledere nøje udvælge de tal, de vil måles på.
Udgivet: 11/11/2025
Selvom kommunerne med reformens frisættelse får færre krav og målinger fra staten, betyder det ikke, at arbejdet med tal og data bliver mindre. Tværtimod skal kommunerne i højere grad selv vælge, hvilke data der styrer indsatsen – og hvordan de anvendes.
Ifølge Leif Tøfting Kongsgaard, ph.d. og direktør, er det ikke uden udfordringer:
“Når kommunerne producerer tal og data, kan de have en forestilling om, at disse data er neutrale og blot afspejler virkeligheden. Men i praksis sker der det, at medarbejdere og ledere reagerer på tallene med både følelser, handlinger og tanker, som i mange tilfælde bliver forstyrrende i forhold til kerneopgaven,” siger Kongsgaard.
Data påvirker frontlinjen på uforudsigelige måder
I en ny forskningsartikel med titlen Outnumbered. Quantification and Reactivity Inside Street-Level Organizations i tidsskriftet Public Administration Review undersøger Leif Tøfting Kongsgaard, hvordan frontlinjemedarbejdere og ledere reagerer på data i praksis.
Analysen bygger på etnografisk feltarbejde i et jobcenter samt observation af læringsforløb i yderligere fire.
Forskningen viser, at reaktionerne på tal er meget forskellige: Nogle medarbejdere motiveres og lærer, mens andre føler afmagt, bekymring eller går i forsvar. I nogle tilfælde går de i gang med at ændre deres praksis udelukkende for at opnå ’gode tal’ på papiret, men ikke i praksis.
“Tallene kan både skabe indsigt og refleksion, men de kan også føre til panik eller spild af ressourcer, hvis de ikke præsenteres med omtanke,” forklarer Leif Tøfting Kongsgaard.
Tal afføder tre typer reaktioner blandt medarbejderne
Leif Tøfting Kongsgaard identificerer tre typer reaktioner: følelsesmæssig respons, analytisk respons og handlingsmæssig respons.
Erfaringen viser, at medarbejdere ofte bruger uforholdsmæssigt meget energi på at håndtere data frem for at omsætte dem til læring.
“Flere data er ikke altid bedre. Kommunerne skal vælge strategisk og sikre, at data understøtter kerneopgaven frem for at skabe stress og usikkerhed,” siger Kongsgaard.
Med reformens frisættelse får kommunerne større plads til at anvende deres faglighed, men Kongsgaard understreger, at succes kræver refleksion over både indhold og formidling af data:
“Det handler ikke bare om at have tal, men om hvordan man bruger dem til læring og forbedring i praksis,” siger han.
Data i praksis: Muligheder og faldgruber
Kvantitative data er ikke neutrale. Mennesker reagerer på tal, ofte på uforudsigelige måder. Det er vigtigt at forholde sig til for kommunerne, når de fremadrettet lokalt begynder at bruge data og tal.
Kvantitative data udgør et magtfuldt sprog, der i mange situationer fortrænger anden form for viden.
Kvantitative data kan bidrage til forbedringer af praksis, refleksivitet og trivsel, hvis de bruges rigtigt.
Ledere og embedsmænd bør forholde sig til, hvordan de præsenterer kvantitative data over for frontlinjemedarbejdere. Tallene kan både føre til indsigt, nysgerrighed, læring og forbedringer og til bekymring, afmagt, forsvar og spild af ressourcer.
Kilde: Væksthuset.
Sidst opdateret: 11/11/2025 - 09:36












































