Fremdrift er noget af det, der optager de borgere, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. 

Det viser forskning i udsatte borgeres oplevelse af beskæftigelsesindsatsen, og det kommer Merete Monrad til at tale om, når hun sammen med sin kollega, Mathias Herup Nielsen, holder oplæg på JobCAMP 25 under overskriften ‘Når politik bliver til virkelighed’. 

Begge er lektorer ved CUBB (Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser) på Aalborg Universitet. 

NB-Beskæftigelse har talt med Merete Monrad om de udfordringer, som området står over for i forbindelse med beskæftigelsesreformen.

“Noget, som har fyldt rigtig meget i diskussionen om beskæftigelsesområdet, er spørgsmålet om, at der skal være mere tillid i systemet, og hvordan dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, skal kunne tilbydes mere ro,” siger hun. 

Reformen giver kommunerne mulighed for helt at fritage borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, fra indsatsen i kortere perioder. På den måde kan de få ro.

I Merete Monrads forskning har hun blandt andet interviewet omkring 80 borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, og selvom ro er vigtigt for mange, kan det også have en slagside, mener hun.  

“Min bekymring med reformen kunne være, at når man skriver muligheden for at blive fritaget for indsatsen ind samtidig med, at man har en sparedagsorden, så ender man med at parkere dem, der er længst fra arbejdsmarkedet. Jeg tænker, at der virkelig er behov for, at der fortsat bliver investeret i at skabe fremdrift,” siger hun og fortsætter:

“Man skal ikke tro, at det er en målgruppe, der bare har brug for ro for at komme sig.”

Fremdrift er sindssygt vigtigt

Merete Monrad kalder behovet for afklaring og fremdrift ‘sindssygt vigtigt’. Fremdrift kan for eksempel være at hjælpe borgere med konkrete skånebehov, så de gradvist kommer tættere på arbejdsmarkedet eller at få dokumenteret funktionsnedsættelser, så borgeren kan tilkendes fleksjob.

Reformen rummer et element af dette i form af en årlig afklaringssamtale samt et krav om en samtale inden for de første seks måneder, men det er ikke mere specificeret end det, og det bekymrer Merete Monrad.

“Behovet for fremdrift har man skrevet lidt ind, fordi der står noget om, at man skal have en årlig afklaringssamtale for at sikre, at alting ikke går i stå. Men spørgsmålet er, om det er nok? Har man meget få samtaler årligt, kan det være svært at opbygge den tillid, der gør, at man tilrettelægger en indsats, der er meningsfuld for borgerne.”

Med reformens sparedagsorden bliver mentorstøtten reduceret, og på den måde kan de udsatte borgere også mangle et element, der kan være med til at opbygge tillid.

Til sidst peger Merte Monrad på noget, hun mener, der har manglet i debatten, men som nævnes i reformen.

“I implementeringen af reformen bliver det afgørende at have fokus på, hvordan man fastholder og styrker fagligheden hos de medarbejdere, der skal balancere regler, udsattes borgeres komplekse behov og arbejdsgiveres behov for at drive virksomhed. Jeg tænker slet ikke, at den faglighed har været diskuteret og anerkendt nok,” siger hun.