Christine Antorini er udpeget som forperson for det nye Arbejdsmarkedsråd, der fra 1. oktober skal rådgive beskæftigelsesministeren om udfordringer på arbejdsmarkedet.

Christine Antorini er udpeget som forperson for det nye Arbejdsmarkedsråd, der fra 1. oktober skal rådgive beskæftigelsesministeren om udfordringer på arbejdsmarkedet. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Christine Antorini skal stå i spidsen for nyt Arbejdsmarkedsråd

Rådet skal rådgive Kaare Dybvad Bek om aktuelle udfordringer på arbejdsmarkedet og arbejdsmiljøet.

Udgivet: 30/09/2025

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Fra 1. oktober får beskæftigelsesministeren et nyt rådgivende organ på tværs af beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet.

Det nye Arbejdsmarkedsråd skal komme med input til aktuelle udfordringer på arbejdsmarkedet – og tidligere minister Christine Antorini er udpeget som forperson.

Arbejdsmarkedsrådet skal være med til at kvalificere den politiske retning på centrale områder. Rådet består af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og får til opgave at drøfte både udfordringer og løsninger i tæt dialog med ministeriet.

Fik du læst?

Kaare Dybvad sætter ind mod førtidspension og følger reform og arbejdspligt tæt

Efter indstilling fra parterne har beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek udpeget Christine Antorini som forperson. Hun har en lang politisk karriere bag sig – blandt andet som børne- og undervisningsminister.

"Jeg ser frem til samarbejdet med det nye Arbejdsmarkedsråd og er glad for, at Christine Antorini har sagt ja til at være forperson for rådet. Med sin brede erfaring ved hun, hvor vigtigt det er, at rådet kan samarbejde og sætte retning for vigtige dagsordner til gavn for danskerne og hele vores arbejdsmarked," siger Kaare Dybvad Bek i en pressemeddelelse.

Christine Antorini selv understreger betydningen af samarbejdet på tværs:

"Jeg glæder mig til det vigtige arbejde i samarbejde med parterne om det brede perspektiv på fremtidens arbejdsmarked. Et godt arbejdsliv har betydning både for den enkelte og for et konkurrencedygtigt arbejdsmarked, og det er i det konstruktive samarbejde på tværs af de mange aktører, at vi har skabt langtrækkende reformer for det danske velfærdssamfund."

Fakta

Om Arbejdsmarkedsrådet

Arbejdsmarkedsrådet skal rådgive om og drøfte forhold og aktuelle udfordringer på arbejdsmarkedet af relevans for beskæftigelsesministeren og på tværs af beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet. Det drejer sig blandt andet om:

  • Større beskæftigelses- og arbejdsmiljøpolitiske udspil, herunder tilrettelæggelse og offentliggørelse af analyser

  • Forsøgsaktiviteter, projekter og udviklingsprogrammer

  • Opfølgning på beskæftigelsesindsatsen og arbejdsmiljøindsatsen

  • Opfølgning på udviklingen af udenlandsk arbejdskraft i Danmark og rammer for international rekruttering

Arbejdsmarkedsrådet spiller desuden en central rolle som bindeled mellem arbejdsmarkedets parter, beskæftigelsesministeren og de øvrige politiske beslutningstagere på tværs af beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet.

Arbejdsmarkedsrådet består af en forperson og 18 andre medlemmer. Beskæftigelsesministeren udpeger medlemmerne efter indstilling fra organisationerne, der er repræsenteret i rådet. Der udpeges:

  • Otte medlemmer fra Fagbevægelsens Hovedorganisation

  • Seks medlemmer fra Dansk Arbejdsgiverforening

  • To medlemmer fra Kommunernes Landsforening

  • Et medlem fra Akademikerne

  • Et medlem fra Danske Regioner

Hertil kommer syv suppleanter, en formandssuppleant og tilforordnede fra Beskæftigelsesministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Børne- og Undervisningsministeriet.

Arbejdsmarkedsrådet erstatter det tidligere Beskæftigelsesråd, Arbejdsmiljøråd og Tilsynsråd.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet.

Fik du læst?

Socialdemokratiet skruer op for værdipolitikken på beskæftigelsesområdet

Sidst opdateret: 30/09/2025 - 11:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]