
Sidste chance: Kommuner skal søge tilskud til nye metoder for sygemeldte inden tirsdag
Formålet med puljen er at opbygge viden og erfaringer, der kan understøtte en mere individuel og målrettet indsats for sygemeldte fra beskæftigelse.
Udgivet: 25/09/2025
Kommuner kan nu søge om tilskud fra en pulje på 18 millioner kroner til pilotprojekter, der skal udvikle og styrke indsatsen for sygedagpengemodtagere fra beskæftigelse.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 30. september 2025 kl. 12.00.
Puljen skal støtte projekter, der opbygger viden og erfaring om nye metoder, arbejdsgange og værktøjer. Formålet er at gøre kommunernes indsats for sygemeldte med relativt korte og ukomplicerede forløb mere målrettet og effektiv.
Pilotprojekterne kan blandt andet omfatte digitale værktøjer, mønstergenkendelse, sundhedsfaglig rådgivning samt udvikling af nye arbejdsgange og indikatorer for, hvilke borgere der kan undgå yderligere opfølgning.
Kommunerne skal selv definere projekterne og opstille mål, og erfaringerne skal dokumenteres i halvårlige statusrapporter samt en afsluttende rapport.
Projekterne skal gennemføres fra 10. november 2025 til 31. juli 2027 og kan udføres i samarbejde med andre kommuner, fagforeninger, virksomheder eller relevante aktører.
Tilskuddet skal bruges til aktiviteter som aflønning af projektmedarbejdere, ekstern konsulentbistand, opkvalificering af medarbejdere og andre projektrelevante udgifter.
Puljen understøtter den nye tilgang i sygedagpengeaftalen fra 2025 og beskæftigelsesreformen, hvor sygemeldte fra beskæftigelse med korte forløb som udgangspunkt ikke skal have løbende samtaler med jobcentret. Kommunen skal dog fortsat vurdere uarbejdsdygtigheden, da det er en betingelse for at modtage sygedagpenge.
Ansøgninger skal sendes via STARs Tilskudsportal senest tirsdag den 30. september 2025 kl. 12.00. Ansøgninger efter denne frist vil blive afvist.
Yderligere information og ansøgningsskemaer kan findes her.
Sidst opdateret: 25/09/2025 - 10:28










































