Af Finn Amby, VIA University College og Rasmus Duus, Videnscenter om handicap

Fleksjobordningen har vist sig at være en helt central vej ind på arbejdsmarkedet for mennesker med varigt nedsat arbejdsevne. Ordningen giver tusindvis af borgere en chance for at bidrage og blive en del af arbejdsfællesskabet – og den giver virksomheder adgang til kompetencer og ressourcer, de ellers ville mangle.

Ny forskning om fleksjobordningen og danmarkskort over kommunernes resultater viser dog også tydeligt, at ordningen ikke virker lige godt overalt. I nogle kommuner kommer fleksjobvisiterede hurtigt i arbejde, mens de andre steder bliver hængende i ledighed. I nogle kommuner fylder fleksjob meget i arbejdsstyrken, mens den kun fylder meget lidt andre steder. Og fordelingen af timetal varierer voldsomt – fra mange ’minifleksjobs’ til fleksjob på 15–20 timer.

I sig selv er det ikke overraskende eller underligt, at der er forskelle mellem kommunerne. Det er en politisk beslutning, at indsatsen ligger lokalt, og lovgivningen giver et stort skønsmæssigt råderum til kommunerne. Derfor vil variationer være til stede.

Kommunerne har forskellige vilkår og demografiske sammensætninger. Men forskellene er så markante, at de ikke alene kan forklares med statistiske faktorer. Forklaringen skal findes i den kommunale praksis og prioritering. Ordningen giver kommunerne stor lovgivningsmæssig frihed, og det spiller tydeligt ind. Det skønsmæssige råderum hos sagsbehandlere og jobkonsulenter betyder, at ordningen implementeres meget forskelligt. I nogle kommuner er fleksjobordningen brugt af ganske få, mens den andre steder er op til seks gange så udbredt.

Men spørgsmålet er, om borgerne er godt nok stillet, når forskellene bliver så store, som vi ser dem i dag. Hvis forskellene var udtryk for bevidste lokalpolitiske strategier, kunne man tale om forskellige valg og prioriteringer. Det er der imidlertid ikke meget, der tyder på. Tværtimod peger tallene på variationer, som fremstår mere vilkårlige end strategiske.

Når man lægger brikkerne sammen, står én ting klart:

Kommunernes prioritering og praksis er afgørende. Det er forskelle i, hvor hurtigt man sætter ind, hvilke tilbud man giver til fleksjobvisiterede, hvordan man arbejder med virksomhederne og hvor kompetent man understøtter skabelsen af fleksible jobs sammen med de lokale arbejdsgivere.

Her rummer tallene en vigtig viden for kommunerne selv. Ved at bruge dem aktivt kan man stille spørgsmålet: Hvad er det, vi lykkes med – og hvad kan vi lære fra andre, der har bedre resultater? Der er et oplagt behov for, at kommuner bliver bedre til at række ud til hinanden og lære på tværs. Den nye forskning og danmarkskort-værktøjet kan forhåbentlig være en hjælp i den proces.

Det er kun blevet mere relevant at lave et politisk og praksisrettet serviceeftersyn af indsatsen på fleksjobområdet – især i lyset af den kommende beskæftigelsesreform, hvor kommunerne får mere frihed til at tilrettelægge organisering og indsatser.

Fleksjobordningen virker. Vi kan se det dér, hvor indsatsen prioriteres, hvor virksomheder inddrages, og hvor borgerne får en reel chance for at komme i job. Men vi må også turde sige det højt: Ordningen virker kun, når kommunen tager opgaven alvorligt.