
- Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Virksomheder vender jobcentrene ryggen: Samarbejdet på laveste niveau i 10 år
Kun 12 procent af virksomhederne rekrutterer via jobcentrene – et fald på 20 procent på to blot år, viser en ny analyse fra Konsulenthuset Ballisager. "Jobcentrene bør kigge indad," lyder det fra direktør.
Udgivet: 02/09/2025
Virksomheder bruger jobcentrene markant mindre til rekruttering end tidligere.
En ny analyse fra rekrutteringsvirksomheden Ballisager viser, at kun 12 procent af virksomhederne brugte jobcentrene ved deres seneste ansættelse – mod 20 procent for to år siden. Det er det laveste niveau i 10 år.
Især de store private virksomheder vender jobcentrene ryggen. Her er anvendelsen nede på blot 10 procent.
Tallene fremgår af Ballisagers årlige rekrutteringsanalyse, som udkommer i næste uge, men som NB-Beskæftigelse har fået lov at se på forhånd.
"Der er med denne undersøgelse grund til, at kommunerne spørger sig selv, om det her er godt nok. Det mener jeg ærlig talt ikke, det er," siger Morten Ballisager, ejer og direktør i konsulenthuset Ballisager.
Det er primært kommunerne selv, der fortsat benytter jobcentrene som rekrutteringskanal – her ligger anvendelsen på 24 procent.
"Man får jo lidt indtrykket af, at de mere og mere bare rekrutterer til sig selv i kommunerne og ikke kommer ud til virksomhederne – og det er jo ikke meningen med jobcentrene."
Med beskæftigelsesreformen får virksomhederne fremover én indgang til kommunen, når de søger arbejdskraft. Det skal gøre kontakten mere smidig og målrettet og dermed styrke virksomhedernes muligheder for at finde de rette kandidater.
Netop derfor mener Morten Ballisager, at de nye tal bør give anledning til selvransagelse i kommunerne. Han har flere bud på årsager til det historiske lavpunkt:
"Højkonjunkturen betyder, at mange af dem som er tilknyttet jobcentrene, er personer, der har problemer ud over ledighed. Derfor bliver virksomhederne lidt mere reserverede over for jobcentret."
"For det andet må jobcentrene også tage denne udvikling alvorligt og kigge indad. En del jobcentre er ret dygtige til det her, men for mange jobcentre nedprioriterer indsatsen overfor virksomhederne – nok fordi de ledige kommer til at fylde mere. Det er en uheldig udvikling,” siger han.
For Ballisager er konklusionen klar: Kommunerne bør tage den faldende anvendelse som et advarselssignal.
”Mit råd til jobcentrene er at prioritere virksomhedsdialogen højere. Der er et stort potentiale, hvis man både styrker prioriteringen og kompetencerne i indsatsen. Det kan gavne både virksomhederne og de borgere, som har sværest ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.”
Sidst opdateret: 03/09/2025 - 09:32












































