3.000 færre i jobindsatsen: Så mange stillinger kan forsvinde i din kommune
Besparelser på 2,7 milliarder kroner ventes at koste 3.000 stillinger i jobindsatsen. Se her, hvor hårdt din kommune kan blive ramt.
Udgivet: 08/05/2025
Færre samtaler, færre regler og mindre sanktionering er en del af det, der bliver kaldt den største reform af jobindsatsen nogensinde.
Det betyder blandt andet, at der forventes omkring 3.000 færre sagsbehandlere, når de kommende milliardbesparelser skal gennemføres. Det svarer cirka til hver fjerde.
NB-Beskæftigelse har beregnet et overordnet skøn for, hvordan de færre stillinger vil fordele sig i landets kommuner.
Der er dog fortsat mange ubesvarede spørgsmål, når det kommer til implementeringen af den historiske aftale, som delvis forventes at træde i kraft fra årsskiftet.
Fik du læst?
Uden Mette på broen tabte Socialdemokratiet styringen: Venstre trak reformen i blå retning
Selvom der i aftaleteksten står, at reformen skal spare 2,7 milliarder kroner, dækker beløbet også over initiativer, som reelt ligger uden for selve jobreformen. Eksempelvis ændrede regler for ydelsesudbetaling til borgere i retspsykiatrien, som ikke direkte har forbindelse til de ændringer, der vedrører jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen.
Derfor arbejder NB-Beskæftigelse i denne artikel med et justeret beløb på cirka 2,5 milliarder kroner.
Besparelsen holdt op mod den forventede reduktion af medarbejdere svarer til, at hver medarbejder koster 833.000 kroner. Stillingerne er fordelt på kommunerne efter indbyggertal.
Artiklen fortsætter under kortet.
Kasper Ejlertsen, næstformand i HK Kommunal, er dybt bekymret for, at der vil blive 3.000 færre medarbejdere med den nye reform.
"Jeg tvivler virkelig på, at man formår at fjerne opgaver svarende til hver fjerde medarbejder. Vi må forvente, at opgaver og ressourcer hænger sammen. Det er afgørende, at man også fremover er lovmedholdelig i indsatsen, og derfor vil jeg appellere til, at regeringen gør det her med omtanke i stedet for at handle overilet," siger han.
Ejlertsen, der repræsenterer hovedparten af de ansatte i landets jobcentre, påpeger, at beregninger fra HK viser, at hvis blot den strukturelle ledighed stiger med 0,25 procent, så er hele besparelsen ædt op af tab på flere ledige.
"Reformen skal derfor sidde i skabet første gang. Vi har simpelthen ikke råd til andet," lyder det fra HK Kommunals næstformand.
Opfordrer til at afvente økonomiaftale
Ifølge oversigten fra NB-Beskæftigelse skal der være 30 færre medarbejdere i Jobcenter Holstebro. Men her opfordrer arbejdsmarkedschef Søren Landkildehus til, at man i kommunerne afventer kommende forhandlinger.
"Jeg mener, det er for tidligt at sætte konkrete tal på, hvor mange medarbejdere der skal afskediges, inden der er indgået en økonomiaftale med kommunerne. Når den er på plads, kan vi begynde at forholde os til, hvordan det ser ud til næste år. Derfor mener jeg, at man lige nu bør trække vejret og drøfte det her med de politiske udvalg i kommunerne. For det afhænger i høj grad af, hvilken beskæftigelsesindsats man ønsker," siger han.
Søren Landkildehus påpeger, at der højst sandsynligt vil være store forskelle på, hvordan kommunerne vil gribe indsatsen an.
"Det er jo ikke politikerne på Christiansborg, der skal bestemme, hvordan mange medarbejdere der skal være fremadrettet. Det er tværtimod en lokal politisk prioritering. Der er klart, at der er lagt op til, at der er nogle opgaver, som bortfalder med reformen. Men omvendt er der lagt op til at styrke Ungeløftet og flere andre initiativer, så hvad det i sidste ende kommer til at betyde for antallet af medarbejdere, er for tidligt at sige," mener Søren Landkildehus.
Sidst opdateret: 08/05/2025 - 12:30










































