
- Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Beskæftigelsesministeriet ansætter kontorchef fra Vive
Karen Tidemann bliver kontorchef i Beskæftigelsesministeriet efter en periode i VIVE – og ser frem til at arbejde med beskæftigelsesreformen.
Udgivet: 01/05/2025
1. maj tiltrådte Karen Tidemann som kontorchef for Minister- og Ledelsessekretariatet i Beskæftigelsesministeriet.
Hun er dermed vendt tilbage til Slotsholmen efter en periode hos VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
"Jeg glæder mig til at komme tilbage til Slotsholmen og arbejde med noget så vigtigt som beskæftigelsesområdet - ikke mindst den nye beskæftigelsesreform og Ungeløftet," skriver hun på LinkedIn.
Hun fremhæver samtidig Beskæftigelsesministeriet som en god arbejdsplads og sender en stor tak til de mange kolleger i VIVE.
"Det har været spændende at få indsigt i vigtig viden på alle de store velfærdsområder og være med til at formidle forskning og analyse, der gør en forskel," skriver hun – og tilføjer, at hun fortsat vil følge med fra sidelinjen, blandt andet i VIVEs kommende podcast Hjernestarter.
Karen Tidemann har tidligere været ansat som kontorchef i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Hun er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere studeret statskundskab.
KR
Sidst opdateret: 02/05/2025 - 10:38










































