
SF's beskæftigelsesordfører Karsten Hønge. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
I denne uge afgør SF jobreformens skæbne
Regeringen har brug for SF’s opbakning til milliardbesparelser i jobreformen. I denne uge afgør partiet, hvor meget der kan gennemføres før næste valg.
Udgivet: 29/04/2025
En central brik mangler stadig, før regeringen kan føre hele jobreformen ud i livet – og den ligger hos SF.
Ifølge partiets beskæftigelsesordfører Karsten Hønge vil SF i denne uge tage endeligt stilling til, om partiet vil bakke op om reformens forligsbelagte elementer – og dermed gøre det muligt at realisere flere af reformens største besparelser allerede til næste år.
Omkring en milliard kroner – svarende til næsten en tredjedel af de samlede besparelser – er forligsbelagte og kan derfor blokeres af SF.
Fik du læst?
Uden Mette på broen tabte Socialdemokratiet styringen: Venstre trak reformen i blå retning
Hønge understreger dog over for NB-Beskæftigelse, at udgangspunktet for partiet er at være pragmatisk. Derfor ønsker SF ikke at stille sig i vejen for de initiativer, de grundlæggende kan bakke op om.
"Vi spænder ikke ben for noget, der giver mening at gennemføre. Der er også gode ting i aftalen, ellers havde vi ikke været med i forhandlingerne til det sidste. Vi er derfor pragmatiske og til at snakke med," understreger han.
Aftaleteksten slår fast, at initiativer, der griber ind i gældende forlig, først kan gennemføres, når disse forlig er opsagt. Det kan tidligst ske efter næste folketingsvalg og omfatter blandt andet ændringer i sygedagpengesystemet og afskaffelsen af ressourceforløb.
"Det er umiddelbart ting, vi er positive over for. Så at stemme imod det, alene fordi vi dermed kan forhindre, at andre partier gennemfører det, vil være den helt forkerte vej at gå. Der skal være proportioner i det," siger Karsten Hønge.
I sidste uge var Karsten Hønge til møde hos beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), og her bad han om en konkret oversigt over, hvilke nye initiativer i reformen der relaterer sig til hvilke eksisterende forlig.
De dele af beskæftigelsesreformen, der er omfattet af forlig (og derfor kræver SF’s opbakning)
Aftale om reform af førtidspension og fleksjob fra 2013
Forlig om en reform af sygedagpengesystemet fra 2014
Aftale om nyt kontanthjælpssystem fra 2023
Sidst opdateret: 29/04/2025 - 12:25










































