
Professor om jobreform: Tiltrængt at få ryddet op i regler - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Professor om jobreform: Tiltrængt at få ryddet op i regler
Færre regler og et forenklet system er gode takter i beskæftigelsesreformen, mener professor Thomas Bredgaard fra Aalborg Universitet. Han er dog bekymret for omfanget af besparelser.
Udgivet: 09/04/2025
Beskæftigelsesreformen har været længe undervejs og med et langt forhandlingsforløb. Onsdag kunne et bredt flertal dog præsentere en omfattende reform af beskæftigelsesområdet.
Formålet er at forenkle systemet, og det bliver blandt andet gjort ved at fjerne halvdelen af reglerne på området.
Det er tiltrængt, mener Thomas Bredgaard, professor ved Forskningscenter for Handicap og Beskæftigelse på Aalborg Universitet.
"Ligesom det er at give kommunerne og deres sagsbehandlere større frihedsgrader til at udfolde deres faglighed," siger han.
Nedlæggelse af jobcentre
Kommunerne kan fremover selv bestemme, hvordan beskæftigelsesindsatsen skal organiseres. Indsatsen vil derfor variere og være forskellig på tværs af kommunerne. Ligesom kommunerne kan vælge at nedlægge jobcentre.
Det kan ifølge Thomas Bredgaard gøre fremtiden uoverskuelig.
"Uanset, hvad man har syntes om jobcentrene, så vidste man, at hvis man mistede sit arbejde eller var ledig, så skulle man møde ind på jobcenteret. Ligesom arbejdsgiverne vidste, hvem de skulle henvende sig til, hvis de skulle finde nye medarbejdere," siger han.
Fra 3 til 2,7 milliarder kroners besparelse
Et centralt element i reformen er besparelse. Først lød besparelsen på 3 milliarder kroner, men den er endt på 2,7 milliarder kroner. Det svarer til over 25 procent af de nuværende udgifter på området.
Omfanget af besparelser er dog anledning til bekymring, mener Thomas Bredgaard.
"Det er den største besparelse i nyere tid - eller måske nogensinde i den aktive beskæftigelse," siger han og tilføjer:
"Der er en risiko for, at man taber nogle borgere på gulvet, fordi de ikke får den rette hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet."
Ifølge et skøn vil antallet af samtaler i kommuner og a-kasser blive skåret ned med 500.000. Ni ud af ti sanktioner for udsatte borgere forventes at blive fjernet.
Sidst opdateret: 10/04/2025 - 11:22










































