
KLs formand, Martin Damm reagere på den nye jobreform. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
KL-formand: Jobreform er sød musik i mine ører
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har præsenteret den jobreform, som pålægger kommunerne milliardbesparelser. Der er blandede reaktioner fra KL.
Udgivet: 09/04/2025
Regeringen vil fritage kommunerne fra pligten til at etablere jobcentre og vil spare omkring 2,5 milliarder kroner på en reform af beskæftigelsesindsatsen.
Hos Kommunernes Landsforening, KL har der gennem hele forhandlingsforløbet været en del mismod. Blandt andet fordi KL har ment at regeringsforhandlingerne tog en uhensigtsmæssig drejning, hvor flere af de i forvejen store milliard-besparelser blev skubbet over på udsatte ledige, mens de stærkeste ledige omvendt er blevet tilgodeset.
Men det var de positive elementer for kommunerne som KLs formand, Martin Damm (V) valgte at fokusere på:
"Vi får med den ny beskæftigelsesreform det længeventede og tiltrængte paradigmeskifte, som vi i kommunerne har kaldt på i årevis. Vi går væk fra at styre området ned til mindste detalje med lovgivning og over til at give meget mere plads til den lokale virkelighed og borgernes og virksomhedernes udfordringer og behov. Og vigtigst af alt, så holder vi fast i den kommunale forankring af opgaven og giver kommunerne mulighed for at organisere sig på den måde, det giver bedst mening lokalt. Det er alt sammen sød musik i mine ører,” siger KL’s formand, Martin Damm.
KL er også kritisk
Anderledes kritisk er formanden for KLs KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Steen Christiansen (S), der også er borgmester i Albertslund:
"vi skal stadig spare rigtig mange penge på området, og det skal gøres på utrolig kort tid. Det er ikke gode vilkår for implementeringen af et markant nyt beskæftigelsessystem,”
Med aftalen lægges der op til, at regeringen i foråret 2025 skal indgå en aftale med KL om udmøntningen og implementeringen af den samlede reform.
Sidst opdateret: 09/04/2025 - 13:02










































