
"Herning Kommune har en rigtig spændende profil og en virkelig god størrelse. Trods de generelle udfordringer med affolkning i store dele af landet er det lykkedes for Herning Kommune at sikre en befolkningsfremgang," siger Søren Aalund." - Foto: PR-Foto
Herning Kommune finder ny beskæftigelsesdirektør i Mariagerfjord
Søren Aalund rykker fra en direktørpost i Mariagerfjord til Herning Kommune, hvor han fra 1. maj skal være direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse.
Udgivet: 01/04/2025
49-årige Søren Aalund bliver ny direktør i Herning Kommune, hvor han skal stå i spidsen for Social, Sundhed og Beskæftigelse (SSB). Posten blev ledig, da den daværende direktør Søren Liner Christensen gik på pension.
Aalund tiltræder 1. maj.
De seneste fire et halvt år har Søren Aalund været direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune.
"Herning Kommune har en rigtig spændende profil og en virkelig god størrelse. Trods de generelle udfordringer med affolkning i store dele af landet er det lykkedes for Herning Kommune at sikre en befolkningsfremgang," siger Søren Aalund i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Jeg glæder mig til at lære kommunen og området meget bedre at kende og sammen med de mange dygtige og engagerede kollegaer at fortsætte kommunens positive udvikling."
Herning Kommunes borgmester Dorte West (V) har været formand for ansættelsesudvalget. Hun gælder sig til at Søren Aalund tiltræder:
"Med Søren Aalund ombord får vi en dygtig leder med lang erfaring med velfærdsområdet i flere andre kommuner. Jeg ser frem til, at Søren bringer sin erfaring i spil i Herning Kommune, og jeg glæder mig til at byde ham velkommen," siger Dorte West.
Søren Aalund har tidligere været koncernchef for Børn og Unge i Skanderborg Kommune og souschef i Fagsekretariatet Børn & Unge samme sted.
Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
Sidst opdateret: 01/04/2025 - 08:31










































