
- Foto: Lejre Kommune
Debat
Europamestre i beskæftigelse – hvorfor pille ved det, der virker?
Debat: Jobcentrene leverer resultater, men regeringens planlagte besparelse på tre milliarder truer indsatsen. Lad os bevare det, der virker, skriver Tina Mandrup, Borgmester, Lejre Kommune.
Udgivet: 21/01/2025
Af Tina Mandrup (V), Borgmester, Lejre Kommune
Det her lyder måske nok lidt internt.
Buketten er til jer, der arbejder på beskæftigelsesområdet i Lejre Kommune. Stor tak for jeres vedholdende indsats.
Men det er ikke bare internt, for i hele landet er der ansatte i landets Jobcentre, som fortjener stor tak og opmuntring.
Jeg ved, vi har at gøre med en særlig robust og omstillingsparat medarbejdergruppe. Men nu må vi og især medarbejderne snart have noget afklaring.
Regel- og lovforenkling for tre milliarder?
Men inden den endelige vedtagelse af beskæftigelsesreformen bør regeringen kaste et indgående blik på jobcentrenes resultater og i særdeleshed genoverveje, om den besluttede besparelse på hele tre milliarder kroner er vejen til en mere effektiv beskæftigelsesindsats.
En så stor besparelse (svarende til 25 procent af udgifterne i beskæftigelsesindsatsen) kan ikke være andet end et slag i luften. For hvorfor lige milliarder kroner? Jeg synes, det er helt legitimt at opstille et forventet mål om, at med regel- og lovforenkling følger, alt andet lige, færre udgifter. Men hvad nu hvis det viser sig – hvilket ikke er et usandsynligt udfald – at vi ikke kan komme i mål med en tre milliarders besparelse alene gennem lov- og regelforenkling? Vil regeringens svar så være, at så kommer vi til at spare andre steder, eller vil den stille sig tilfreds med en mindre besparelse?
Hvis svaret bliver det første, ja så kommer vi til at skære i indsatserne, der skal bringe borgerne tilbage og ind i arbejdsfællesskabet. Sker det, er der en overhængende risiko for at sætte de gode resultater over styr. Og resultaterne handler jo om mennesker. Om at få mennesker ind i det store arbejdsfællesskab, hvor vi alle har værdi og bidrager til at det går godt i vores eget liv og til gavn for os alle.
En vigtig opgave for jobcentrene er også at møde de borgere, for hvem det ikke at kunne varetage et job bunder i personlige problemer. Indsatsen og de skræddersyede forløb for disse mennesker vil ikke blive billigere af regelforenkling. Fjerner vi hånden i ryggen på dem for at opnå den forventede besparelse, ja så er vi mange der frygter, at de svigtes og efterlades uden for arbejdsfællesskabet. Vel at mærke i en tid og fremtid, hvor vi har og får brug for alle.
Hvad er det egentlig man fra regeringens side ønsker at opnå på resultatsiden?
Det synes jeg havde været relevant at være tydelig om. For jeg tror næppe, at regeringen vil se reformen som en succes, hvis vi på nedenstående områder går tilbage.
Nedenstående resultater - dokumenteret og offentliggjort af KL – siger meget om Jobcentrenes evne til at levere. Og resultaterne er jo ikke kommet af sig selv. Så hermed stor tak til jer i jobcentrene, der har fået det til at ske.
Og resultaterne er ret overbevisende - de kommunale jobcentre har leveret.
- De danske jobcentre er europamestre i beskæftigelse - for 13. år i træk
- Danmark er bedst til at få ledige jobsøgere tilbage i job indenfor de første tre måneders ledighed
Behovet for dygtige hænder og hoveder er stort, og derfor bør vi fastholde det, der virker:
- Over 3 millioner danskere i job – det højeste antal nogensinde
- Ledighed under 3 procent – blandt de laveste i Europa
- Næsten halvdelen af de ledige jobsøgere er tilbage i job inden for tre måneder
Så kære regering:
Der er mange gode tiltag i reformforslaget - ikke mindst regelforenklingen og tilliden til medarbejdernes faglighed. Stor tak for det.
Men på forhånd at fjerne tre milliarder kroner fra os i kommunerne vil være en kæmpe fejl.
Uanset hvem der fremover skal løse opgaven, kommer det jo til at koste penge.
Og regelforenkling for milliarder kroner? Det er en meget forenklet tilgang.
Det er okay at tage fejl. Det er okay at omgøre en beslutning.
Og I kan stadig nå det.
Sidst opdateret: 21/01/2025 - 07:04










































