
Unge risikerer at blive afskåret fra samfundet, hvis de tildeles førtidspension. - Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Corona og Christianborg-udspil blandt årsagerne til stigning i unge på førtidspension
Pandemi, politiske udspil og personlige udfordringer. Det er blandt årsagerne til, at et stigende antal unge tildeles førtidspension og det kan have alvorlige konsekvenser på sigt, viser undersøgelse, der peger på en række punkter hvor udviklingen kan forebygges.
Udgivet: 09/01/2025
Når flere unge tilkendes førtidspension, så skyldes det ikke kun at de personlige udfordringer hos den unge er blevet mere komplekse. Også politiske udspil, mediehistorier og jobcenter-initiativer til afslutning af lange sager er at finde blandt årsagerne - og så har coronakrisen kostet flere borgere arbejdsevnen.
Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Vive, skriver NB-Kommune.
Undersøgelsen har på baggrund af en kvalitativ undersøgelse blandt sagsbehandlere og ledere på syv af landets jobcentre, har fundet frem til de faktorer, der er i spil når et stigende antal unge under 40 får tilkendt førtidspension.
I 2023 fik 5900 i aldersgruppen tildelt førtidspension. Og selvom ydelsen kan være nødvendig for nogle, så kan det have uheldige konsekvenser for unge at komme på førtidspension.
”Som ung har man et langt liv foran sig, og der er en risiko for, at den unge på en varig ydelse bliver overladt til sig selv uden mulighed for at deltage aktivt i samfundslivet og arbejdslivet,” siger analytiker Astrid Witt Rosenberg i rapporten, der beskriver det som en 'betydelig samfundsmæssig udfordring'.
Undersøgelsen viser dog også, at der er flere områder, hvor man kan skride ind for at forebygge at unge ender på førtidspension. Blandt andet kan en tidlig indsats i grundskolen hjælpe udfordrede unge, før deres problemer forværres. En fleksibel ungdomsuddannelse kan også hjælpe flere til at gennemføre en ungdomsuddannelse, og muligheden for virksomhedspraktik kan hjælp flere i beskæftigelse på den lange bane.
Læs Vives undersøgelse her.
Forebyggende indsater
På baggrund af undersøgelsen har Vive fundet frem til en række forebyggende tiltag, som kan forhindre at antallet af førtidspensionstildelinger til unge stiger:
Forebyggelse i grundskolen og tidlige indsatser, der hjælper den unge før eventuelle helbredsmæssige og sociale udfordringer eskalerer.
Alternative undervisningsformer og en fleksibel ungdomsuddannelse, der gør det muligt for flere unge at tage en uddannelse.
Sociale indsatser på jobcentrene, som for eksempel støttekontaktpersoner, der hjælper den unge med at få struktur og stabilitet på hverdagen, mens den unge gøres klar til at komme i beskæftigelse.
Større tværfagligt samarbejde, der kan skabe en individuel helhedsorienteret indsats omkring den unge.
Nedbringelse af ventetider i psykiatrien.
Større samarbejde med familie, netværk og sundhedssystem.
Et arbejdsmarked, der har plads til de udfordrede unge, så de kan komme gennem en virksomhedspraktik og bane vej til beskæftigelse på sigt.
Kilde: Vive
Sidst opdateret: 09/01/2025 - 08:54










































