Af Kim Brynningsen, adm. direktør og stifter, indsats.

Beskæftigelsesindsatsen bliver i dag båret af en faglighed blandt medarbejdere over hele landet, der tilrettelægger indsatsen ud fra den bedst tilgængelige viden baseret på praktisk erfaring fra mødet med virksomhederne og fra mødet med borgerne.

Vi skal passe på med at overkomplicere beskæftigelsesindsatsen. For når det kommer til beskæftigelsesfaglighed, så skal denne faglighed altid tage sit udgangspunkt i arbejdsmarkedet.

Fagligheden handler kort sagt om, at borgeren skal møde en arbejdsgiver. At der skal findes en kobling mellem borgerens og virksomhedens behov og dermed en forbindelse, der skaber et job. Det er lige til. Det giver mening.

Det betyder ikke, at det er nemt, men begynder vi at teoretisere for meget på bekostning af dette helt klassiske, opsøgende arbejde, risikerer vi at skabe en farlig afstand mellem teorien og virkeligheden. Det er ikke lige til. Det giver ikke mening.

Hverken jobcentrene eller borgerne har noget at vinde ved, at vi begynder at låse beskæftigelsesfagligheden fast til forskning frem for erfaring. Fagligheden er evnen til at få borgerne i job, og den frihed som regeringen ønsker at give borgere, medarbejdere og kommuner i beskæftigelsesindsatsen risikerer pludselig at blive begrænset af teoretisering fremfor praktisering.

Det betyder selvfølgelig ikke, at forskning pludselig er irrelevant, men fokus er altså lige nu på et arbejdsmarked der har brug for alle mand på dæk.

Vi skal altid som beskæftigelsesaktører, jobcentre og kommuner holde øje med indsatserne. Hvad virker? Hvad virker ikke? Det gør vi jo allerede?

Det er fint, hvis man fra politisk side, og fra enkelte aktørers side vil bygge ovenpå den eksisterende kompetenceramme hos beskæftigelsesmedarbejdere ved at fokusere på at skabe diverse forskning, fælles sprog, vidensbaser, procesimplementering og så videre.

Det vil dog efter min mening ikke give mening om dette teoretiske fokus skulle være et pejlemærke for den høje beskæftigelsesfaglighed, vi alle stræber efter hver eneste dag.

For fagligheden er allerede til stede på jobcentrene og hos landets beskæftigelsesaktører, og fagligheden kommer ikke til at lide under en større grad af frihed. Tværtimod.