Direktør for udskældt afdeling fratræder.

Direktør for udskældt afdeling fratræder. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Efter heftig kritik: Byråd har ikke længere tillid til direktør for arbejdsmarked

Nuværende og tidligere ansatte har anonymt rettet kritik af Esbjerg Kommunes familieafdeling til lokalmedie. I går stoppede den ansvarlige direktør med øjeblikkelig varsel.

Udgivet: 29/08/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

De seneste uger har JydskeVestkysten afdækket kritisable forhold og lovbrud i sagsbehandlingen i Esbjerg Kommunes familieafdeling. Flere ansatte har stået frem anonymt og fortalt om dårlig trivsel, medarbejderflugt og en syg arbejdskultur, hvor lederne styrer medarbejderne med frygt.

Mandag trådte forvaltningens direktør, Lise Plougmann Willer, tilbage med øjeblikkelig virkning, skriver NB-Kommune.

"Årsagen er, at byrådet ikke har tillid til, at Lise Plougmann Willer fortsat kan løfte ansvaret som direktør for Borger & Arbejdsmarked," skriver kommunen i en kortfattet pressemeddelelse .

Der er indkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde tirsdag, hvor fratrædelsesaftalen formelt skal godkendes.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) afviser at sætte mange ord på fyringen, da det er en personalesag, men fortæller til JydskeVestkysten, at kommunens HR-afdeling er blevet koblet på familieafdelingen, så der kan blive taget hånd om problemerne med arbejdsmiljøet.

Lise Plougmann Willer, der er bestyrelsesmedlem i Kommunale Velfærdschefer, ønsker ikke at kommentere fratrædelsen i JydskeVestkysten, men på LinkedIn takker hun for en fantastisk tid i Esbjerg og ser frem mod en ny tid med spændende opgaver.

Hård kritik af ledelsen

I slutningen af sidste uge kunne JydskeVestkysten skrive, at flere af de anonyme ansatte, der havde stået frem i avisen, nu frygtede repressalier.

Avisen kunne beskrive, hvordan der på bagkant af den anonyme kritik var opstået en mistænkeliggørende stemning, hvor ledelsen har haft mere travlt med at finde frem til lokalmediets kilder end med at forholde sig til kritikken.

Foreholdt kritikken i JydskeVestkysten gjorde Lise Plougmann Willer det forleden klart, at hun finder det ærgerligt, at kommunikationen med medarbejdere er foregået gennem avisen.

"Jeg kan simpelthen ikke se, at det fører til noget godt på denne måde at blive ved med at kritisere ledelsen og arbejdspladsen anonymt. Vi har brug for en dialog i stedet for JV som mellemmand," skrev hun til JydskeVestkysten og efterspurgte en dialog med gruppen af anonyme ansatte.

Det afviste gruppen dog med henvisning til, at de ikke havde tillid til, at de ville blive taget alvorligt, og at de frygtede at ende i 'den sorte bog', så de ikke igen kunne få ansættelse i kommunen. De bemærkede også, at de før har været i dialog med ledelsen uden at blive lyttet til.

Fik du læst?

Kommunal afdeling under heftig kritik: Vi må arbejde på kanten af loven

Sidst opdateret: 29/08/2024 - 07:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]