
Regeringen har mandag holdt møde med alle Folketingets partier om afsløringerne i dokumentaren 'Den sorte svane' - Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Hummelgaard vil tælle bandemedlemmer på førtidspension
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har bedt politiet om at tælle, hvor mange rockere og bandemedlemmer der modtager førtidspension. Det sker på baggrund af dokumentaren ”Den sorte svane”.
Udgivet: 11/06/2024
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har bedt politiet om at tælle, hvor mange rockere og bandemedlemmer der modtager førtidspension.
Det skriver Berlingske.
Det sker i kølvandet på TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", som blandt andet afdækker, hvordan to Bandidos-rockere på førtidspension "har drøntravlt med at vaske penge", skriver avisen.
Hummelgaard siger til Berlingske, at det kræver en manuel gennemgang af et stort antal sager at finde frem til, hvor mange registrerede bandemedlemmer der modtager førtidspension.
"I lyset af den aktuelle debat og til brug for overvejelser om eventuelle regelændringer har jeg dog bedt politiet om at foretage en sådan opgørelse, så vi nu kan få afdækket omfanget af problemet med bandemedlemmer på førtidspension, skriver han i en mail til avisen.
Førtidspension gives til borgere uden arbejdsevne.
Bandemedlemmer kan ifølge Berlingske bruge førtidspension til at flyve under radaren hos beskæftigelses- og skattemyndighederne.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har registreret 1266 bandemedlemmer i Danmark. Ud af dem modtog 662 sociale ydelser i minimum en måned i 2023.
Der er dog ikke et særskilt tal for førtidspension.
Justitsministeren har sammen med resten af regeringen mandag drøftet TV 2's dokumentar, og hvordan indsatsen kan styrkes yderligere over for den kriminalitet, der vises i dokumentren.
/ritzau/KR
Sidst opdateret: 11/06/2024 - 08:38










































