- Foto: Arbetsförmedlingen

FH: Der er brug for et nationalt kompromis om beskæftigelsespolitikken

Efter en studietur til Sverige, hvor beskæftigelsespolitikken i højere grad er en ideologisk kampplads, efterspørger FH-næstformand, at man herhjemme rykker sammen i bussen.

Udgivet: 30/05/2024

Mads Brandsen

Journalist

Del artiklen:

En beskæftigelsessektor, der fungerer som en ideologisk kampplads, hvor private aktører aktuelt fylder en del, men hvor man ikke rigtig ved, hvad de egentlig tilbyder de ledige og om det virker.  

Det er nogle af de indtryk, som FH’s næstformand Nanna Højlund har taget med sig hjem efter en studietur til Sverige.

“I Sverige virker det som om, beskæftigelsespolitikken skifter totalt retning alt efter hvilken regering, der er ved magten. Det ligner mere fikse idéer end gennemtænkte løsninger. Sådan er det heldigvis ikke i Danmark, og det synes jeg, vi skal holde fast i. Derfor tror jeg, det ville være godt med et nationalt kompromis om beskæftigelsespolitikken,” siger Nanna Højlund til NB-Beskæftigelse.

Fik du læst?

Vismænd kritiserer kontanthjælpsaftale: Vil medfører nye administrative omkostninger

Ikke mindst i en situation, hvor jobcentrene som vi kender dem i dag bliver nedlagt, ville det være godt med politisk ro om beskæftigelsesområdet. Og her er fordelen ved et nationalt kompromis ifølge Nanna Højlund, at der kommer “en masse fætre og kusiner, der holder af området”, som hun formulerer det. 

“Der må være et fælles ejerskab blandt aktørerne. Det er der ikke i Sverige, og det er tydeligt, at det giver forvirring og usikkerhed - og det lader ikke til, at det giver bedre løsninger”, siger hun. 

Fakta

Sveriges beskæftigelsessystem

Tilbage i 2018 gik de borgerlige partier i Sverige til valg på hvad der reelt var en afvikling af Arbetsförmedlingen. I stedet skulle private aktører stå for matchet med mellem ledige og arbejdsgivere. 4.500 medarbejdere blev fyret og 132 lokalkontorer lukket. Dele af reformnen blev rullet tilbage, men de private aktører spiller stadig en stor rolle, idet svenskerne efter seks måneder selv kan vælge hvilken privat aktør, de vil samarbejde med. Arbetsförmedlingen står i dag primært for de kontrollerende myndighedsopgaver. Den nye svenske model er endnu ikke evalueret.

Noget af det, der overraskede Nanna Højlund mest er, at der i det svenske system ikke er nogen grundig kontrol med de private aktører.

“Det virker til, at de private har svært ved at sørge for en ordentlig kontakt med de ledige. Det står i skærende kontrast til a-kasserne herhjemme, der er rigtig gode til at holde kontakten til de ledige, og som kender deres arbejdsmarked. Vi ser gerne i FH, at a-kasserne i det nye beskæftigelsessystem får hele ansvaret for de forsikrede ledige”, siger Nanna Højlund. 

Fik du læst?

Kommuner straffes, hvis a-kasser ikke får ledige i arbejde: 'Det giver jo ingen mening'

A-kassernes grundige kendskab til den del af arbejdsmarkedet, deres ledige medlemmer er på, er endnu et argument for at lade dem få større ansvar.  

”Jeg mener også, at a-kasserne er de bedste til at sørge for, at de ledige kan være i systemet. Der har været en tendens til meget stor mistillid til de ledige. Men der er ingen grund til, at man som ledig skal gå og dukke nakken. Man er bare på vej til sit næste job”, siger Nanna Højlund.

Under besøget i Sverige bemærkede hun også, at Danmark når det kommer til uddannelse af ledige er langt foran Sverige. Det prioriteres nærmest ikke i Sverige.

“Vi er herhjemme blevet bedre til at bruge uddannelsesmidlerne på det, der giver mening. Der er ikke flere ledige, der kommer på pipfuglekurser og spaghettikurser, som der var førhen. Men vi kan stadig blive endnu bedre til at fylde kompetencer på folk, så vi nærmest vender dem i døren i jobcentret,” siger Nanna Højlund. 

Sidst opdateret: 30/05/2024 - 11:28

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]