Cabis direktør Mette Rønnau efterlyser virksomhedernes perspektiv i beskæftigelsesindsatsen.

Cabis direktør Mette Rønnau efterlyser virksomhedernes perspektiv i beskæftigelsesindsatsen. - Foto: Cabi

Cabis direktør: Politikerne overser hovedpersonerne i beskæftigelsesindsatsen

DEBAT: Cabis direktør Mette Rønnau kommer med en appel til ekspertgruppen om at huske virksomhederne i de anbefalinger, som præsenteres om få uger.

Udgivet: 30/05/2024

Del artiklen:

Af Mette Rønnau, direktør, videnshuset Cabi.

Hvis den danske beskæftigelsesindsats var en tv-serie, ville man aldrig være i tvivl om, hvem der havde hovedrollerne. Det ville være virksomhederne og de ledige.

På filmsættet ville instruktør, makeup-artister, lyd-og kamerafolk servicere og guide hovedrolleindehaverne, så de kunne præstere deres ypperste, og finde hinanden til sidst.

Men den danske beskæftigelsesindsats er ikke en tv-serie. Over de seneste 30 år har det alt for ofte virket som om, at manuskriptforfatterne, som i denne sammenhæng er skiftende folketingspolitikere, har tabt hovedrollerne af syne og ladet dramaet handle om regler, ydelser og alt det, der foregår mellem styrelser og rådhuse. Virksomheder og de ledige har været henvist til biroller.

Derfor er det positivt, at vi kan se frem til en ny drejebog for beskæftigelsesindsatsen. Det sker om få uger, når ekspertgruppen, som regeringen har bedt om at komme med anbefalinger til, hvordan fremtidens beskæftigelsesindsats bør se ud, lancerer sine bud.

Fik du læst?

Ekspertgruppen forventer at offentliggøre anbefalinger denne dato

Det er vigtigt at få saneret alle de regler, proceskrav og ydelsesgrupper, som præger beskæftigelsesindsatsen i dag. Det aspekt ser det ud til, at ekspertgruppen fremlægger anvisning til, hvordan vi kan forenkle. Det er der kun godt at sige om.

Værdi for virksomhederne

Derimod lægger regeringens kommissorium ikke entydigt op til, at ekspertgruppen kommer med forslag til, hvordan fremtidens beskæftigelsesindsats skaber værdi for virksomhederne.

Men det er i virksomhederne, at beskæftigelsesindsatsen foregår. Det er virksomhederne, der kan inkludere de ledige og give dem ansvar i et arbejdsfællesskab. Og det er ved at bidrage på en arbejdsplads, at den ledige fra kanten af arbejdsmarkedet forstår sine egne evner, får den nødvendige selvtillid og lærer, hvad det vil sige at være i job.

Derfor har jeg en appel til ekspertgruppen om, at arbejdet tager afsæt i erhvervslivets behov for arbejdskraft, så det sociale ansvar i virksomheden ikke alene beror på varme hjerter, men også på sund forretning.

Jeg har langt fra alle svar på, hvad en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen kalder på, men når vi i videnshuset Cabi er i kontakt med mere end 500 virksomheder om året, forlyder det, at deres største udfordringer er:

  • Mangel på arbejdskraft
  • Krav om ESG-rapportering
  • Sårbare medarbejdere.

Min appel er særlig vigtig i år, hvor ESG-krav buldrer ind over landet fra Bruxelles. Det medfører, at virksomheder i langt højere grad end tidligere skal forholde sig til og dokumentere deres sociale ansvar.

Med de rigtige valg i beskæftigelsesindsatsen kan vi hoppe med på EU-vognen og skabe et langt mere bæredygtigt arbejdsmarked for alle. Med de forkerte valg kan vi ende med at skabe unødigt bureaukrati.

Der er brug for, at beskæftigelsesindsatsen servicerer arbejdspladser, der siger ja til at inkludere en ledig ind fra kanten af arbejdsmarkedet.

Direktører, indehavere og ledere har brug for direkte adgang til viden og sparring om, hvordan man inkluderer, beholder og udvikler sårbare medarbejdere på arbejdspladsen.

Det er klart, at det skal være frivilligt for virksomheder, om de ønsker at rekruttere via jobcentret, men lad det i det mindste være nemt.

Fik du læst?

Nina Smith om ekspertgruppen: '"Jeg er faktisk ret optimistisk"

Derfor – lad os skrive en drejebog til hovedrolleindehaverne, så de kan udfolde deres potentialer. Dermed kan erhvervslivet få gavn af den værdifulde arbejdskraft, som er blandt de ledige, der ikke har fodfæste på en arbejdsplads i dag.

Det vil resultere i langt flere lykkelige slutninger.

Debatindlægget er tidligere blevet bragt i Berlingske.

Sidst opdateret: 30/05/2024 - 10:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]