Udsatte unge i Vestdanmark er mere syge end i øst
Unge uden for beskæftigelse eller uddannelse, såkaldte NEET-borgere, i Vestdanmark er i langt højere grad i kontakt med sundhedsvæsenet end i store dele af Østdanmark.
Udgivet: 16/05/2024
Udsatte unge i Vestdanmark kommer mere på hospitalet, får mere receptpligtig medicin og går mere til læge eller psykolog end udsatte unge i det østlige Danmark.
Det skriver NB-Økonomi.
Tallene, som netop er offentliggjort af Danmarks Statistik, er en eksperimentel statistik, der kombinerer opgørelsen af NEET-borgere (Not in Employment, Education og Training) med sundhedsdata. Der er nu tal for perioden 2019-2022.
Unge, der også er belastet af sundhedsproblemer, må forventes at have sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, og tallene giver altså en indikation af, at der især i Jylland vil være større udfordringer ved at få aktiveret de udsatte unge.
På landsplan har udsatte unge dobbelt så meget kontakt til sygehusvæsenet som alle i alderen 16-24 år. På Fyn og i Østjylland er antal kontakter 2,3 gange så højt, mens det i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør er 1,86 gange så højt. I kortet herunder kan du se tallet for din kommune (vær opmærksom på, at data er på landsdelsniveau).
(Artiklen fortsætter under kortet).
Når det kommer til køb af receptpligtig medicin er der endnu større forskel på landsdelene. Gennemsnitligt bruger NEET-borgere halvanden gang mere medicin end unge som helhed (vurderet på antal recepter), men på Bornholm og i Vestjylland er det henholdsvis 1,8 og 1,7 gange så meget, og i København og de nærliggende kommuner er det kun svagt mere end alle unge (1,13 gange så meget). Der er også et højt forbrug af receptpligtig medicin på Bornholm, samt Øst-, Vest- og Sydsjælland.
Du kan se tallet for din kommune i kortet herunder (artiklen fortsætter under kortet).
På landsplan går udsatte unge til læge eller en anden sundhedsfaglig person ca. 25 procent mere end unge som helhed. Igen er der en tendens til, at de unge udsatte går mere til læge, jo længere vestpå man kommer (bortset fra Bornholm).
(Artiklen fortsætter under kortet).
Set over perioden 2019-2022 har der i alle årene været en større sygelighed blandt NEET-borgere.
Sådan har vi gjort:
Data er trukket fra Danmarks Statistiks tabeller NEETLPR (sygehuskontakter), NEETMED (receptpligtig medicin) og NEETSYG (kontakt til sundhedspersoner) for perioden 2019-2022 for NEET-borgere (Not in Employment, Education or Training, 16-24 år) og for alle 16-24 årige.
Data er opgjort på landsdelsniveau, og tallene i kortene afspejler således et gennemsnit for den landsdel, hvor kommunen ligger.
Sidst opdateret: 16/05/2024 - 11:42
Temaer: Udsatte borgere
Emner: NEET-borgere




































