- Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ny forskning: Lavere ydelser til flygtningefamilier giver et stort samfundsøkonomisk tab

Det er børnene, der betaler prisen, når flygtningefamilier får lavere offentlige ydelser, konkluderer en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden.

Udgivet: 07/05/2024

Kasper Rasmussen

Redaktør

Del artiklen:

Da den daværende VK-regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen i 2002 besluttede at sænke de offentlige ydelser til flygtninge for at få dem hurtigere i arbejde, så det i første omgang ud til at virke efter hensigten.

I hvert fald steg andelen, der kom i beskæftigelse året efter reformen fra 10 procent til 20 procent.

Men nu konkluderer ny forskningen fra Rockwool Fonden, at langtidsudsigterne har vist sig at være en underskudsforretning både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

"På den korte bane synes effekterne at være positive, hvis man ser det fra et økonomisk perspektiv. Men kigger man længere ud i fremtiden, forholder det sig anderledes. Det svarer til, at vi siden har fået en ekstraregning, som vi fortsat afdrager på," siger Rasmus Landersø, der er forskningsprofessor og chef for forskning i uddannelse og familie i Rockwool Fonden.

Forskningen viser, at børnene i de flygtningefamilier, der var berørt af starthjælpen, klarede sig dårligere igennem skolesystemet end deres jævnaldrende.

"Det er en gruppe, som i forvejen halter efter gennemsnittet, og de forskelle er bare steget markant. Flere opnår sidenhen ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse, og det betyder i sidste ende, at de får en lavere lønindkomst end andre med samme baggrund, når de senere trådte ind på arbejdsmarkedet," forklarer Rasmus Landersø til NB-Beskæftigelse.

Og selvom starthjælpen altså på kort sigt fik flere flygtninge i arbejde, havde de lavere ydelser ikke en vedvarende effekt på beskæftigelsen. Efter 5-10 år i landet var kun omkring halvdelen af de voksne i beskæftigelse, viser undersøgelsen.

Om starthjælpen

  • Starthjælpen fra 2002 var en lavere kontanthjælpsydelse til personer, der havde opholdt sig mere end ét af de sidste otte år i lande udenfor EU/EØS.

  • Der var tale om en reduceret ydelse – ofte tæt på en halvering – hvilket for eksempel betød, at en mor og far med ét barn i stedet for at kunne få, hvad der i 2020-kroner svarer til ca. 26.000 kr., i stedet kunne få ca. 12.500 kr.

  • Starthjælpen er senere blevet ændret. Oprindeligt hed den integrationsydelsen de første tre år efter opholdstilladelsen. I 2012 blev ydelsen helt afskaffet, for så at blive genindført i 2015.

  • Med finansloven for 2019 blev ydelsen yderligere sat ned for forsørgere, og navnet blev ændret til selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen. I 2021 blev der indført et midlertidigt forsørgertillæg til ydelsen.

Kilde: Rockwool Fonden

Figur 1 viser de samlede samfundsøkonomiske effekter for en gennemsnitlig familie (to voksne og to børn), der blev berørt af indførslen af starthjælpen alt efter, hvor mange år efter indførslen af starthjælpen effekterne opgøres.

Opgjort 15-16 år efter indførslen af starthjælpen var resultatet et minus på over 100.000 kr. i indkomst per familie, fremgår det af undersøgelsen fra Rockwool Fonden. Hvorvidt en politik bidrager positivt til samfundsøkonomien, kan derfor ikke alene bestemmes ud fra et kortsigtet blik.

Om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er baseret på flygtninge og familiesammenførte til flygtninge fra ikkevestlige lande, der fik opholdstilladelse i 2001-2003.

  • I undersøgelsen sammenholdes børn med forældre, der fik opholdstilladelse lige før reformen (og derved kunne modtage kontanthjælp), med børn hvis forældre fik opholdstilladelse lige efter reformen (og derved kunne modtage den reducerede starthjælpsydelse). Disse to grupper adskiller sig i udgangspunktet kun ved deres mulighed for at modtage hhv. kontanthjælp og starthjælp. Forskelle i hvordan det går børnene efterfølgende, kan herved tilskrives den reducerede starthjælpsydelse.

  • På den korte bane så starthjælpen ud til at bidrage positivt til samfundsøkonomien. På den længere bane er de samfundsøkonomiske effekter af reformen negative med effekter, der ser ud til at stige (dvs. med større negative effekter), som tiden går.

Kilde: Rockwool Fonden

Læs mere om forskningen fra Rockwool Fonden her.

Sidst opdateret: 07/05/2024 - 11:00

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Beskæftigelse er Danmarks førende nichemedie om beskæftigelsespolitik.
Vi tror på, at substans har betydning i den politiske proces, og derfor fokuserer vi på indhold frem for spin.

Læs mere om NB-Beskæftigelse her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]